Nordenfjords

WP_20140916_18_18_25_Pro

Tversted ligger ved Tannisbugt på “issen” af Vendsyssel. Her går kysten øst-vest, og mange små og store åer og bække løber nærmest ud i sandet. Her er grå klitter med havtorn og vilde roser, spredte sommerhuse der putter sig mellem klitterne – og et af dem havde vi igen i år lånt af en god veninde. Fem dejlige dage med sol og østenvind midt i september.

WP_20140916_17_02_42_Pro

Fisk! proklamerede jeg en aften, og næste formiddag kørte vi til Hirtshals og købte en stor pighvar. Uden hoved og finner fyldte den alligevel den største stegepande helt ud. Det var et herligt dyr, serveret med kartofler, smør og hakket persille. Det var iøvrigt et dejligt gensyn med Hirtshals, som vi sidst så i “Klumpfisken”.

pighvar

Stella viste sig fra sin bedste side, hun holdt sig tæt på huset – faktisk meget tæt. Som andre sommerhuse var dette også skjul for nogle mus. Stella sørgede for at trampe og bide alt græs væk fra soklen, og havde dertil en trampesti omkring huset i en afstand af 1,5 meter. Længere gik hun ikke væk mellem klitterne, uden at vi var med. Hun blev belønnet den sidste morgen og fremviste stolt en stor fed mus, hun lige havde gnasket lidt på maven. Hun havde iøvrigt gravet efter en del mosegrise langs og i bækkene, uden held.

WP_20140916_18_44_49_Pro

Fixerbillede: Find Stella

De lange ture var feriens højdepunkter, forskellige steder med forskellige landskaber. Her fik Stella afløb for mange interesser, omend hun var i snor. Skagerak eller åløb holder hende ikke tilbage. Jeg fik klippet en posefuld havtornbær, der nu venter i fryseren.

WP_20140917_11_18_58_Pro

Havtorneland

WP_20130925_020k

Når man ser ud over de grønne klitter på denne årstid, blinker det orangegult fra de grågrønne havtornbuske. Det er helt utroligt, så store arealer der er fx syd for Lønstrup, eller ved Tannis og Tversted i Vendsyssel. Jeg har set efter hos Naturstyrelsen, om buskene regnes for invasive, men tværtimod anbefales de til plantning.

Omkring de nedlagte grusgrave ved Roskilde ses de også i stadigt større omfang, og langs motorvejene fx på Amager. Sidstnævnte sted er de øjenlyst, men næppe velegnet til plukning på grund af forureningen fra trafikken.

I klitterne ved Tversted klippede jeg de grene, der havde flest bær. Bærrene sidder inde på selve grenen, beskyttet af lange pigge og kamufleret af blade. Hjemme kom de i fryseren, og er sidenhen blevet ribbet af i frossen tilstand. Pokkers til pillearbejde – men det dufter vidunderligt.

Man kan købe en udmærket økologisk havtornemarmelade med pærer, så jeg ville ikke transformere mine anstrengelser til noget lignende. Istedet har jeg fremstillet frysetøj i sjove mål: 785 g. rå havtorn, 370 g. rørsukker og 600 g. skrællede pærer, der fik et opkog. Det hele blended og frosset ned i portioner. Jeg håber at c-vitaminerne holder sig, til jeg spiser frysetøjet i min morgenymer.  Pærerne er fra vores gamle træ, der bærer godt i år: Comte de Charneau.

WP_20130928_009Ok