Hængehår og hennahår

Langt eller kort, farvet, opsat, vokset, permanentet, kronraget, paryk eller fraværende – hår er stadig i fokus, når man møder andre mennesker og forsøger at aflæse dem. Se her:

Moden skifter og vi følger den mere eller mindre. Mange lægger sig også fast på en bestemt tid og stil og beholder den – selvom den er yt. Tænk på Sonja fra Saxogades mor Norma med sit høje franskbrødshår, der allerede dengang var passé. Det gav Jytte Abildstrøm et meget komisk og fjollet udtryk. Den meget almindelige permanentkrøl, fra et andet segment i 1960’erne, trives stadig hos plejehjemsfrisørerne. Ude i arbejdslivet kan man også stadig møde puddelfrisuren fra 1980’erne. Vores ungdomsgeneration fra 1970’erne med hængehår forsynet med midterskilning møder man også stadig, dog mest i dagens satirer: fx Bodil Jørgensen i Rytteriet – og så kan det ikke blive mere komisk.    (Men hvem har iøvrigt set en pæn lige skilning i de sidste 20 år?)

april 1984

April 1984

I dag er det 30 år siden jeg lod de lange lokker falde for frisørens saks. Jeg havde en ide om, at det var patetisk med hængehår til kvinder over 30, det trak alting ned i ansigtet. Jeg sikrede mig ved at blive klippet ½ år før den runde dag, og følte også at jeg lagde det tøsede af mig. Jeg havde nu næsten altid håret opsat, nemlig for at blive taget som et voksent menneske – og fordi jeg fik ondt i nakken af bære håret løst. Mit hår var hennafarvet de sidste år, og det var svært at holde pænt jævnt i et langt hår.

sommer 1996

Sommeren 1996

Men det var noget billigere med langt hår! Jeg har fald og let krøl, så en simpel klipning har igennem årene været nok, men det koster jo hver gang. Nu gråner det så sagteligt, og jeg har ikke tænkt mig at farve det hverken brunt eller rødt. Det eneste, der frister mig, er blåt hår, ligesom mine fastre og farmor havde, da jeg var barn!

Vi  når en dag en alder, hvor ihvertfald jeg synes, at hennahår bliver kvindernes svar på mændenes hentehår. Sidstnævnte er til mange mænds fordel blevet erstattet af kronragning, men dét kræver en god hovedfacon. Modne kvinder med hennahår har til gengæld brug for en god teint. Når håret gråner ændres huden også, så kontrasten mellem farvet og især rødt hår og huden bliver vel skarpe, og får rynkerne til at træde frem. Men ok – jeg kan nu dårligt forestille mig Fru Abildstrøm uden sit karakteristiske hennahår – selvom hun er 80 år.

16 år

Foråret 1971

Alle har ret til at vælge stil – men ikke alle er lige klædelige.

 

Og så yndig som “bare 16 år” bliver man jo ikke igen.

Påskeharekilling

Forleden blev påsken indvarslet i vores have, da vi blev beæret med besøg af en indvandrer. Påskeharen er en tysk tradition, som først kom til Danmark for omkring 100 år siden. Da jeg var barn, var der godt nok både harer og kyllinger i chokolade til de heldige, men da vi flyttede på landet, mødte jeg til min store undren den (tyske) påskehare. Det var i 3.klasse på Centralskolen, at vores lærerinde Frøken Munk før påske talte om, at påskeharen havde været på besøg. Tænk, den havde gemt æg rundt i klasseværelset, og dem skulle vi finde. Jeg kom hjem til mor og berettede med en blanding af forundring og forargelse, at vores Frøken ville have os til at tro, at harer lagde æg!

hare i det blå bed

I dansk tradition er haren forbundet med megen overtro af negativ art. Harer kunne være hekse i dyreham eller sågar den onde selv. Harer varslede ondt eller bragte sygdom, og at “være en hare” var heller ikke ligefrem en attrået titel. Alligevel blev jeg bare så opløftet og glad over, at den lille hare pludselig havde indtaget mit blå staudebed. Vi gik faktisk omkring den det meste af eftermiddagen, men den rørte sig ikke af stedet. Næste morgen var den i den anden ende af haven – så den var absolut ikke syg.

Vi kan se hvor den lå og puttede sig – men den efterlod ingen påskeæg!

 

9. april 1940

oprop

Oprop fra min morfars skrapbog

Igår var det 9. april, og som altid beskæftigede medierne sig med skæbnedagen.                                Jeg tænkte, at min mors erindring om dagen og tiden der fulgte, kunne bidrage med lidt mangel på drama. Det var jo også hverdag og ungdomstid, og for Ruth (f.1923) afslutningen på hendes skolegang og begyndelsen på voksenlivet.

 

“Jeg husker tydeligt den 9. april 1940. Vi var lige stået op, da vi hørte flyvemaskinerne komme ind over husene. Vi kunne jo ikke forstå hvad det var, men så kom Mackeprang ind og råbte at det var tyskerne.

Jeg cyklede af sted til skole, det var meget mærkeligt. Folk stod i små klynger og snakkede og var meget alvorlige.
I skolen så vi ikke meget til lærerne, og da vi gik i realklassen, havde vi lov til at gå udenfor skolen. Så vi styrtede alle sammen ned på Roskildevej, hvor vi stod og så tyskerne komme kørende i lange grå kolonner af biler og motorcykler. Der var bestemt ingen der bød dem velkommen, og vi forstod ikke hvad det var der skete.
Der blev ingen undervisning, så vi blev sendt hjem. Da jeg kom hjem var Mor og Far i gang med at sætte sorte mørklægningsgardiner op. Det havde man fået besked på i radioen. Men det var ikke nemt at få fat i sort papir, da alle jo skulle have det. Da vi havde mange vinduer blev der brugt avispapir på nogle af dem, indtil man kunne købe de rigtige sorte rullegardiner.

realeksamensfest hos Birte Nielsen 1940

Realeksamensfest for pigeklassen fra Søndermarkskolen, 1940

Alting var meget underligt. Alt lys på gaderne blev slukket, og hvis det ikke var måneskin var det virkeligt mørkt, man måtte famle sig frem langs husene og kantstenene kunne man heller ikke se. De blev snart malet hvide ved hjørnerne og cyklerne skulle have bagskærmen malet hvid på det nederste stykke.
Sporvognene fik skærme på pærerne inde i vognen, og alle lygter på biler og cykler blev afskærmet, så der kun var en lillesprække med lys. Dette blålige skær der var over det hele virkede trist, men det var også lidt sjovt. Når man gik i mørket og hørte nogen komme gående, så råbte man for ikke at støde ind i hinanden.

z Putte og Ruth i lange bukser

Ruth i lange strandbukser og Putte i shorts, sommeren 1940

Københavnerviddet blomstrede efterhånden og det morsomste var at køre med den sidste sporvogn hjem kl. 12. De kørte på en gang fra Rådhuspladsen på slaget 12, så det var med at være der, ellers måtte man gå hjem, eller tage en taxa. Da benzinen efterhånden forsvandt kørte de med generator, som blev fyret med brænde. Der var også biler med heste for og cykeltaxaer i mange variationer. Ellers cyklede man så længe man havde dæk og slanger. Når dækkene blev slidt, satte man lapper på af gamle dæk,det var noget ujævnt. Man skulle passe godt på sin cykel, ellers kunne man risikere at den var skrællet for dæk og slanger, eller hjul og andet var helt væk.”

Uddrag af Ruth Tonn-Petersen erindringsbog: “Stegt lever, bøf, kotelet”. 2007

 

Klumpfisken

klumpfisk foto wikipediaEr identiteten bundet op på det arbejde man har, på det lokalsamfund man lever i, på den familie man er en del af eller selv har skabt? Det er vigtige spørgsmål i det moderne liv.

Men hvad sker der, hvis man er “bagud”, hvis dét der har fyldt ens liv forsvinder: Ægtefællen, livsgrundlaget. Hvad hvis ens faglige viden ikke længere er efterspurgt? Hvis man har levet for at arbejde, og istedet skal arbejde for at leve.

Man behøver ikke være fra Vandkantsdanmark for at se filmen Klumpfisken. Hovedpersonen Kesse er godt nok fisker, en af de få med egen båd, én medhjælp og rent mel i posen. Fiskermiljøet er eksotisk, men sådan fremtræder det ikke i filmen. Det er en af de fineste og ærligste skildringer af af et lille samfund, en ærlig mand og tidens ubønhørlige kværn, der kræver omstilling, omstilling, omstilling, og kan man ikke det, bliver man suget ned.

At svømme stoisk rundt og ignorere omverdenen er kun for klumpfisk, der iøvrigt udelukkende lever af gopler.

Man taler vendelbomål i filmen, men i de vigtigste scener taler man “fint”, så alle kan være med. Se filmen, den er varm og dejlig, morsom og alvorlig. God fornøjelse.klumpfisken

Den magenta anemone

WP_20140317_004-anemoneHvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den 16. dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord, og gav den med sit purpurflor et glimt af Pavens trone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor.

Undskyld til Kaj Munk, men der må lidt ændringer til i digtet, så det passer til virkeligheden her hos os.

Min anemone er nemlig purpur eller magenta, som man kan se. Den er ikke plantet i fjor, men har stået lille og spæd i nogle år, og har blomstret flere gange. Den er lidt i klemme mellem akelejerne, og sidste års trelappede blade er væk. Bladene er ellers så karakteristisk for denne anemone hepatica. Med renæssancens signaturlære mente man, at planten kunne benyttes til leversygdomme, fordi bladene har leverform (hepatica). Jeg benytter den nu kun som øjenlyst.

Først når den blå anemone er færdig med at blomstre kommer de nye blade, deraf også underet når den pludselig springer ud af den sorte jord. Planten kan bedst lide kalkholdig leret jord, og gror vildt i Østjylland og på Sjælland. Denne magentafarvede er mere sjælden og jeg har den fra en have, hvor den er indført for 70 år siden. Idag graver man ikke sjældne planter op og tager med hjem, men dengang var den ikke så sjælden. Den gror stadig vildt i samme nabolag, men jeg siger ikke hvor det er!

Kiksekage

kiksekageGaveide til manden der har alt. Eller til manden der ikke kan skrive en ønskeseddel.

Nu er vi jo 1950’erbørn, så kiksekage skal ikke være noget elegant eller sundt noget med smør og mørk kvalitetschokolade. Nej, en rigtig kiksekage indeholder palmin, basta.

Fødselsdagsgaven blev dog fremstillet med pasteuriserede æg, og jeg kom også til at bruge kvalitetskakao. Modtageren har ikke klaget, og han har endda spist det meste.

Da jeg var barn, fik vi kiksekage, når vi var i sommerhuset. Jeg syntes det var en smule vammelt, men vi havde jo heller ikke køleskab eller isskab. Det spændende var, at kagen ikke var bagt, dét gik jeg meget op i. Før jeg kom i skole elskede jeg at tegne madopskrifter, hvor ingredienserne blev tegnet en for en med plustegn imellem. Det var nok inspireret af Mor, der enkelte gange sendte mig i byen med en tegnet indkøbsseddel.

Kiksekage er et klart hit til jævnaldrende gæster. Der går totalt barndom i dem, og man udveksler erindringer om stemninger og oplevelser omkring denne luksusspise.

Det var vist ment som en spøg, da Arbejdermuseet for mange år siden åbnede, og serverede kiksekage i deres kaffestue. Men den sælges stadig dér, og det gør den også i Den Gamle Bys traktørsted Simonsens Have. Dette hermed som en serviceoplysning til de mænd, der ikke har så sød en kone som mig!

Nå ja, måske kan mænd også røre en kiksekage sammen – men husk at kiksene ikke må være runde!!

Pas de deux royal

Vemmetoftes messehagel

 

 

 

Vi har været på Aros.

Og JA, vi har set dronningen og prinsgemalens kunst i deres fælles udstilling med ovenstående titel. Det var ikke dårligt.

Udstillingen var dog så velbesøgt, at det var svært at komme til, komme tæt på, og især at få overblik. Det betød at den royale dans, eller snarere deres værkers indbyrdes bevægelse var svær at fornemme.Henriks hånd

 

Vi talte meget om holdningerne for og imod udstillingens indhold, og jeg hælder til den opfattelse, at problemet ligger i dronningens rolle. Da hun er toppen af kransekagen – forventer man måske, at hendes kunst også skal være topklasse? Det ville være for meget forlangt af en fritidskunstner. Vor tids opfattelse af kunstneren som den frie sjæl, der blotlægger sig selv i kunsten, kan ikke forliges med den rolle dronningen har i samfundet. Derfor skjuler hun sig i sine billeder, og man står måske lidt uberørt overfor dem. Teknisk er det godt, kompositionsmæssigt ligeså, farverne er levende – men billederne er nogen gange mere dekorative end talende.

Flemming nedskrev sin oplevelse en times tid efter besøget: “Arosbesøget begyndte i særudstillingen om Dronning Margrethes og Prins Henriks kunstneriske virke. De er begge to kunstneriske begavelser, omend ikke skolede. Havde de ikke skullet være royale, og havde de givet sig kunsten i vold, kunne de begge sikkert have bragt det vidt! Men som “hjemmekunst” var det ganske godt. Prins Henriks skulpturer var næsten alle gode. Både i lille skitsestørrelse og i stor størrelse. Dronningens malerier var spredt fægtning med enkelte rigtigt gode, men ellers bare gode, rare billeder, som ikke gjorde en kat fortræd. Akvarellerne var givetvis gode som bogillustrationer, det samme var de tidlige tuschtegninger. Messehaglerne var fine håndarbejdsstykker, med forfinede teknikker og håndværksmæssigt flot udført.”

Hermelin

hermelinEt par dage før sneen faldt, så jeg en hermelin i haven. Det stakkels dyr var alt for synligt med sin hvide pels på de brune blade, og et par skader fulgte den tæt. Hermelinen kom op nede fra Mindet, og løb i sjove bugtende spring ud i tykningen  5-6 meter væk – skarpt forfulgt af skaderne.

Jeg har aldrig set en hermelin før, men husker fra skolen den utrolige oplysning, at den skiftede fra hvid vinterpels og til brun sommerpels. Men ikke nok med det, den skiftede også navn til lækat. Jeg kender den i udstoppet form, og kender også størrelsen fra en lille bælg, jeg nu har fundet frem fra mine gemmer. Jeg mener at jeg har bælgen fra en af mine bedstemødre, men desværre er det meste af halen væk, og dermed også den karakteristiske sorte halespids.

Det lille rovdyr er slankt og ca. 20-25 cm langt i kroppen – hannerne er størst. Halen er op mod 10 cm lang. Den slags oplysninger kan være svære at tolke, for når jeg måler min lille bælg, så er den 25 cm fra halerod til om med halsskindet. Det ser ud til at den er pelset lige bag ørerne. Altså et ret langt dyr, især fordi den er så tynd, nemlig kun 8 cm i diameter.

helgenerHermelinskåbe – alene ordet klinger af eventyr. Det er ikke uden grund, for hermelin var for kongelige. Det bestemte i alt fald den engelske konge Edward d. III, der regerede fra 1327-77. De hvide hermelinskind kom kun fra Skandinavien og Rusland, og de var dermed meget sjældne og kostbare. Den engelske adel havde måske nok midlerne men ikke tilladelsen.

I Danmark kender vi hermelinskåben fra Rigsvåbnet, og ikke mindst fra diverse kongelige portrætter, især i 16- og 1700-tallet. Dronninger og prinsesser kunne også have hermelinsbesætning på deres kjoler. Hermelinskindene blev altid syet sammen så halerne hang frit. Når man sammenholder det med, at skindene er utroligt tynde, smalle og med meget tyndt hårlag, ja så blev et foer meget hurtigt slidt i stykker. Men det forhøjede jo kun værdien af en sådan klædning. Slidstærke klæder var for almuen.

Ute

Den ældste gengivelse af en kåbe med hermelinfoer, har jeg set i Tyskland. Det er den smukke Ute, der står på en søjle ved siden af sin brutale mand i kirken i Naumburg. Figurerne er fantastisk livagtige, i naturlig størrelse og bemalede – og så er de helt tilbage fra ca. 1250. Man ser skindene med sort plet nede midtfor i fruens kåbe.

 

Hermelinkåben er stadig et kongeligt symbol. Det kunne man se i 2013 ved kroningen i Holland. Jeg synes nu halerne ser for store ud – nærmest som indfarvede minkhaler?kroning 2013 nr 2

 

Magister i 30 år

Ny magister ok

Den 20. januar 1984 holdt jeg min magisterforelæsning på ”Institut for Europæisk Etnologi” i Brede. Det var den højtidelige afslutning på mange års studier, og afslutningen på et hektisk forløb med aflevering og godkendelse af afhandling, to skriftlige og en mundtlig eksamen indenfor fem måneder.

Venner og familie var mødt op, blandt andre min ven Georg Gregersen fra arkivet i Greve. Dér var jeg kommet i min studietid og havde tilrettelagt min første udstilling. Den drejede sig nu om hedebobroderier og ikke arkivalier, for jeg ville jo museumsvejen. Det kom jeg også, men fik alligevel mine sidste erhvervsaktive år på et lokalarkiv.

Jeg var skiftet fra arkæologi efter bifagseksamen og var lovet, at man ville indføre hovedfag på etnologi. Ha, det kom aldrig, så der var kun den lange vej til magisterkonferencen.

Jeg startede på universitet to måneder før jeg fyldte 19. Fordi jeg skiftede studie og boede længe hjemme, betød det, at jeg kun fik S.U. i 8 måneder af hele min studietid på 10½ år.

Ja, vi ”læste” længe på humaniora dengang, 8½ år til en konferens var skam i den hurtige ende. De fleste havde kompetencegivende arbejde undervejs, ellers var der ikke adgang til de eftertragtede stillinger som museumsinspektører.

Oprøret var også skyllet over etnologien få år før jeg startede. Tidligere hed faget ”Materiel Folkekultur”, men nu var der mest socialantropologi og kulturteori. Hvad jeg lærte om bygninger, møbler, tekstiler og alt det andet jeg skulle bruge i et museumsjob, fandt jeg andre steder.

WP_20140120_002 okDen gamle skole i Sæby blev det sted jeg arbejdede længst i min karriere, men hvad jeg foretog mig dér mellem 1998 og 2012 er – endnu – ikke skrevet ind i mit CV.

Jeg hæfter nu alligevel mit CV på bloggen, for det kan måske være underholdende at se hvor alsidig en palet jeg har arbejdet med undervejs hertil, hvor jeg sidder i min lænestol d. 20. januar 2014.

WP_20140120_22_40_15_Pro ok

I regn står urt og busk i skjul

WP_20140111_007 okMen tænk, at vi d. 10. januar, har en flot blomstrende kejserbusk, der dufter af nelliker. Mange år bliver første flor ødelagt af tidlig frost, og busken har så forsøgt sig igen senere. Men i år har blomsterne været meget fine, og busken har faktisk blomstret en måneds tid.

På min lille tur rundt i haven i formiddags så jeg også, at de fine nakker af erantiserne var brudt igennem det snaskede lag af brune våde blade. Meget forsigtigt stikker de nakken op først, for lige at mærke om vejret er gunstigt. Det varer nok længe, før de løfter ansigtet mod solen, især fordi der nu er varslet frost.

WP_20140111_002 ok

Juleroserne opfører sig på samme måde, først nakken, så hele blomsten, og nu gror der også en stilk frem nedenunder. Men de står dog stadig som lukkede knopper, både de hvide og de mørkerøde. Rigtigt glæde har vi først af dem til marts, hvis frosten altså ikke bliver for hård.

Det er så forårsbebuderne, men en enkelt slags sommerblomst holder stadig ud fra sidste år. De brunrøde stedmoderblomster jeg købte i april, og som blomstrede hele sommeren – tænk, de står stadig med fine blomster. De er svære at se på grund af farven, men de er der.

Hvad med vintergækkerne? Ja, her hos os kommer de først i februar. Der var ikke et eneste lille spyd at se i dag. I øvrigt hed de “sommergækker” på H.C.Andersens tid: De gækkede om, at sommeren var nær – og det var den jo ikke. Men idag er dagen tiltaget med 25 minutter, og solen stod hele 12 grader over horisonten ved middagstid. Hurra.

WP_20140111_001 ok