Firenze – Du stad blandt alle stæder

WP_20141023_16_56_48-OK_Pro

Palazzo Vecchio fra 1300-tallet, hvorfra bystaten blev styret.

Så fik jeg genset Firenze: “Staden over alle stæder”, som Gianni Schicci synger i operaen af samme navn. Da jeg skulle vælge en by at holde min 60 års fødselsdag i, måtte det blive Firenze. Renæssancens by med så mange kulturskatte at man går helt i chok: Gader, huse, palazzi, piazzi, tårne, skulpturer, fresker og malerier.

Jeg fandt et hotel Porta Rossa der, som en del andre hoteller, er indrettet i et 1400-tals palads. Derfra var der 5 minutter til Arno, Uffizzi, rådhuspladsen, domkirken, Ponte Vecchio – og jeg mener 5 minutters gang for Anette. Placeringen kunne ikke være bedre, og så rejste vi endda med vores gode venner Inger og Villads.

WP_20141023_10_23_02-OK_Pro

Værelse med udsigt

 

Vores nysgerrighed, interesser og viden er vidtstrakt, så knap 5 dage er kun som at se et glimt. Men der skal jo indtages dejlig italiens mad hver dag, og det bragte os på hyggelige strejftog i de mange smalle gader. Firenze virker fredelig og tryg.

WP_20141023_11_20_14-OK_Pro

Ponte Vecchio med udsigt til Uffizzi, Inger, Anette og Villads

De mange små boder på broen Ponte Vecchio handler med guldsmykker og ure. Guldhandlerne har haft eneret på broen i 500 år, og jeg så ikke noget jeg ville eje. Faktisk mindede det meget om Hong Kong’s smykkegade, hvilket jeg tænkte før jeg så, at der stod asiater i alle boder.

 

WP_20141025_14_11_15-OK_Pro

Anette og Metalsvinet

Jeg var i 1985 på en fantastisk folkeuniversitetsrejse til Firenze, hvor vi havde egen renæssancehistoriker og kunsthistoriker med.  Vi så ufatteligt meget, dèt gjorde jeg så ikke denne gang, men jeg kunne huske meget, da jeg først var der. Vi tilbragte en formiddag i Uffizzi, hvilket er latterligt lidt tid, men Boticelli og Madonna med den lange hals, fik jeg da genset. Vi var også inde andre steder, og så er der jo skulpturerne på gader og pladser. Jeg fandt Metalsvinet ved den gamle markedsloggia, og fik hilst på ham igen. H.C. Andersen har skrevet sit dejlige eventyr, hvor den lille fattige dreng rider på metalsvinet gennem Uffizzi og ser de store kunstværker. (læs den her)

WP_20141023_18_52_03-OK_Pro

Duomo, domkirken i Firenze med den fantastiske kuppel og udvendige dekoration. Anette, Inger og Villads.

 

WP_20141023_13_26_27-OK_Pro

Udsnit af fresko i Brancacci-kapellet

Min kærlighed til Firenze er af ældre dato. Den unge mand, der kigger ud på beskueren fra freskerne i Brancacci-kapellet, har jeg haft en flirt med siden jeg var 14 år gammel. Jeg havde en dejlig bog om italiensk renæssance, som jeg har mistet, heri var han og andre dejlige og selvbevidste ungersvende. I bogen blev jeg også inspireret til Boticelli-agtige håropsætninger med bånd, og perler, og gik gerne i Det Kongelige Teater som en anden Lauretta fra Firenze. Flere balletter og operaer foregik i renæssancen, så det var ikke svært at føle sig “hensat” til den periode. Slet ikke når jeg suplerede med at læse Decameron. Skal jeg læse noget nu, bliver det nok Dantes guddommelige komedie.

WP_20141024_19_35_35-OK_Pro

Ponte Vecchio er belyst om natten

 

 

 

 

Reklamer

Nordenfjords

WP_20140916_18_18_25_Pro

Tversted ligger ved Tannisbugt på “issen” af Vendsyssel. Her går kysten øst-vest, og mange små og store åer og bække løber nærmest ud i sandet. Her er grå klitter med havtorn og vilde roser, spredte sommerhuse der putter sig mellem klitterne – og et af dem havde vi igen i år lånt af en god veninde. Fem dejlige dage med sol og østenvind midt i september.

WP_20140916_17_02_42_Pro

Fisk! proklamerede jeg en aften, og næste formiddag kørte vi til Hirtshals og købte en stor pighvar. Uden hoved og finner fyldte den alligevel den største stegepande helt ud. Det var et herligt dyr, serveret med kartofler, smør og hakket persille. Det var iøvrigt et dejligt gensyn med Hirtshals, som vi sidst så i “Klumpfisken”.

pighvar

Stella viste sig fra sin bedste side, hun holdt sig tæt på huset – faktisk meget tæt. Som andre sommerhuse var dette også skjul for nogle mus. Stella sørgede for at trampe og bide alt græs væk fra soklen, og havde dertil en trampesti omkring huset i en afstand af 1,5 meter. Længere gik hun ikke væk mellem klitterne, uden at vi var med. Hun blev belønnet den sidste morgen og fremviste stolt en stor fed mus, hun lige havde gnasket lidt på maven. Hun havde iøvrigt gravet efter en del mosegrise langs og i bækkene, uden held.

WP_20140916_18_44_49_Pro

Fixerbillede: Find Stella

De lange ture var feriens højdepunkter, forskellige steder med forskellige landskaber. Her fik Stella afløb for mange interesser, omend hun var i snor. Skagerak eller åløb holder hende ikke tilbage. Jeg fik klippet en posefuld havtornbær, der nu venter i fryseren.

WP_20140917_11_18_58_Pro

Valborgs dag – majløv og svaler

WP_20140501_011Foråret har været forunderligt tidligt og varmt, men med maj kom kulden så tilbage. Idag havde vi 10 grader – for tre dage siden 20 grader. Det går an, nu kan vi så regne med at nyde æbleblomsterne længere, de sprang ud i går. Pærerne kom for knap en uge siden, det samme gjorde gedeblad med sin stærke duft af nelliker, og majtræ og paradisæbletræ dufter også forunderligt mildt og sødt af forår. Når det er varmt går det for hurtigt: Blommer, slåen og kirsebær fik kun én uge på grund af varmen.

WP_20140501_002

Men bøgeskoven er sprunget ud, og for en sjælden gangs skyld kan man maje med bøgeløv: Hatten, majstangen, hjemmet, skolen eller kirken som man gjorde tidligere. Muligheden for, at hente majløv i skoven til Valborgs dag, er kun realistisk med års mellemrum. Men traditioner er sejlivede, og før kalenderreformen år 1700 var skoven sprunget ud til Valborgs dag. Vi fik skudt året 10 dage, og som bekendt er skoven altid sprunget ud d. 10. maj. Fester for vårens komme knyttede sig i det gamle landbosamfund til Pinse eller Valborg dag. Men majstang bruges idag kun på museumsgårde, ligesom bålafbrænding Valborg aften d. 30. april. Men det er nok fordi heksene er blevet både uniformerede og ensrettede, så de kun flyver til Sankt Hans. Se mere her.

WP_20140501_010 - Kopi

Svaleurt – i mangel af svale

Ved floden Spree i Köpenick syd for Berlin, så jeg en enlig svale d. 6. april. Idag var den så nået frem til os her i Ortved. En svale gør ingen sommer – men på eftermiddagens køretur i den grønne skov så vi endnu en!

Min yndlingssang fra skoletiden er “Storken sider på bondens tag”. Den sang vi den sidste dag før sommerferien på Rahbeksskolen. Selvom vi har mange fugle i og over vores have, forventer jeg ikke at se storke. Så hvad vi nu mangler, at få hjem fra de varme lande, er kun nattergalen og gøgen.

 

WP_20140501_022

Aftenudsigt mod søen, hvor gøg og nattergal holder til når de kommer

STORKEN SIDDER PÅ BONDENS TAG

Tekst: B. S. Ingemann, 1837

Melodi: C. E. F. Weyse, 1837

Storken sidder på bondens tag,
han ser over mark og enge.
Det bliver så dejlig en forårsdag,
nu kommer den favre tid, jeg vented’ så længe.

Storken klaprer på bondens tag,
og gøgen kukker i skoven.
Med majløv nu kommer skøn Valborgs dag,
nu stiger der pinseglans med sol over voven.

Storken flyver fra bondens tag,
han spanker i grønne enge.
Han kommer som gæst til skøn Valborgs dag,
han bringer den favre tid, jeg vented så længe.

Storken flyver til høsten bort,
han kommer igen ad åre.
Du sommerens gæst, dvæl ikke for kort!
Velkommen, du favre tid, jeg elsker så såre!

WP_20140501_020 WP_20140501_018

Klumpfisken

klumpfisk foto wikipediaEr identiteten bundet op på det arbejde man har, på det lokalsamfund man lever i, på den familie man er en del af eller selv har skabt? Det er vigtige spørgsmål i det moderne liv.

Men hvad sker der, hvis man er “bagud”, hvis dét der har fyldt ens liv forsvinder: Ægtefællen, livsgrundlaget. Hvad hvis ens faglige viden ikke længere er efterspurgt? Hvis man har levet for at arbejde, og istedet skal arbejde for at leve.

Man behøver ikke være fra Vandkantsdanmark for at se filmen Klumpfisken. Hovedpersonen Kesse er godt nok fisker, en af de få med egen båd, én medhjælp og rent mel i posen. Fiskermiljøet er eksotisk, men sådan fremtræder det ikke i filmen. Det er en af de fineste og ærligste skildringer af af et lille samfund, en ærlig mand og tidens ubønhørlige kværn, der kræver omstilling, omstilling, omstilling, og kan man ikke det, bliver man suget ned.

At svømme stoisk rundt og ignorere omverdenen er kun for klumpfisk, der iøvrigt udelukkende lever af gopler.

Man taler vendelbomål i filmen, men i de vigtigste scener taler man “fint”, så alle kan være med. Se filmen, den er varm og dejlig, morsom og alvorlig. God fornøjelse.klumpfisken

Pas de deux royal

Vemmetoftes messehagel

 

 

 

Vi har været på Aros.

Og JA, vi har set dronningen og prinsgemalens kunst i deres fælles udstilling med ovenstående titel. Det var ikke dårligt.

Udstillingen var dog så velbesøgt, at det var svært at komme til, komme tæt på, og især at få overblik. Det betød at den royale dans, eller snarere deres værkers indbyrdes bevægelse var svær at fornemme.Henriks hånd

 

Vi talte meget om holdningerne for og imod udstillingens indhold, og jeg hælder til den opfattelse, at problemet ligger i dronningens rolle. Da hun er toppen af kransekagen – forventer man måske, at hendes kunst også skal være topklasse? Det ville være for meget forlangt af en fritidskunstner. Vor tids opfattelse af kunstneren som den frie sjæl, der blotlægger sig selv i kunsten, kan ikke forliges med den rolle dronningen har i samfundet. Derfor skjuler hun sig i sine billeder, og man står måske lidt uberørt overfor dem. Teknisk er det godt, kompositionsmæssigt ligeså, farverne er levende – men billederne er nogen gange mere dekorative end talende.

Flemming nedskrev sin oplevelse en times tid efter besøget: “Arosbesøget begyndte i særudstillingen om Dronning Margrethes og Prins Henriks kunstneriske virke. De er begge to kunstneriske begavelser, omend ikke skolede. Havde de ikke skullet være royale, og havde de givet sig kunsten i vold, kunne de begge sikkert have bragt det vidt! Men som “hjemmekunst” var det ganske godt. Prins Henriks skulpturer var næsten alle gode. Både i lille skitsestørrelse og i stor størrelse. Dronningens malerier var spredt fægtning med enkelte rigtigt gode, men ellers bare gode, rare billeder, som ikke gjorde en kat fortræd. Akvarellerne var givetvis gode som bogillustrationer, det samme var de tidlige tuschtegninger. Messehaglerne var fine håndarbejdsstykker, med forfinede teknikker og håndværksmæssigt flot udført.”

Wenn jemand eine Reise tut – då kan man berätta!

2012-12-08 16.24.11-verbessert

Rejsens mål var Berlin, afrejse fredag morgen og hjemkomst mandag aften.   En juletradition vi glædede os til.

Gedser-Rostock meldte om aflysning torsdag eftermiddag, så vi fik billet til Rødby-Puttgarten: “Den sejler altid”. Men vi blev klogere som vinden tog til i løbet af fredag.

Farøbroerne meldtes lukket, så vi nåede frem til Storstrømsbroen indenom en del andre bilister, fordi vi kom til at køre gennem Vordingborg. Dèr sad vi så et par timer, fordi noget var væltet på broen. Da vi nåede frem til Rødbyhavn, var det to timer siden vores færge skulle være sejlet. Havnen var blæst tom for vand, så sejladsen var indstillet. Vi holdt der kun omkring 20 minutter, så lykkedes det at slippe mellem et par lastbiler i inderrækken og op ad en frakørsel. Mange andre kom til at sidde næsten et døgn uden flugtmuligheder. Heldige, heldige os.

Vi søgte ly og hygge hos venner få kilometer væk, men efter et par timer, hvor vi fulgte med på internettet, gav vi op. Vi vendte køleren hjemad, og nåede lige præcis over Farøbroerne inden de igen lukkede. En rask beslutning, og fire timers kørsel i modsat retning, sne og sludbyger, og så var vi fremme i brorskabets hyggelige stuga i Halland. En rejse på 14 timer var til ende.

WP_20131207_010

Lørdag morgen skinnede solen over et snedækket landskab, og alt var bare så julet. Julemarkedet i Potsdam blev erstattet af en lokal julefest og -marked med Luciaoptog, kaffe og lusseboller.

WP_20131207_017

Stemningen da vi tog hjem derfra overgik ganske Kurfürstendam, høj grønblå frosthimmel og en nabo til forsamlingshuset, der virkelig havde sat glitrende lys i natten. I en plastbøtte på en hegnstolpe samledes ind til børn med kræft.

WP_20131207_031

Søndag var planen, at erstatte koncerten i Philharmonien med en gospelkoncert i Halmstad Kirke, og Eisbein mit sauerkraut med svensk julemad på restaurant samme sted. Men så sneede det hele formiddagen, om eftermiddagen blev det tø og vanvittigt glat, så vi ikke turde køre.

WP_20131207_028

En lærerig ferie, hvor intet blev som ventet, vejret og uheldet dominerede, men som alligevel blev en rigtig, rigtig dejlig ferie. Fred, ro, snak, læsning, gåture, mad, fika og lidt “äktsvenskt folkligt julfirande”.

Hjemturen var uden kvaler.

Ravn over Vigersdal

Fredag så vi en ravn for første gang her over ådalen.

Vi springer altid op, når en stor fugl svæver over himmelen, fordi vi har havørne i Humleore Skov. Man opdager gerne rovfuglene, fordi der er så mange råger i området. Rågerne forfølger, og af deres størrelse kan man så vurdere rovfuglen. Første gang jeg så en havørn herover, undrede jeg mig over, at en flok stære forfulgte en musvåge? Men det var altså en flok råger omkring en havørn!

Ravnen så vi fredag morgen, da den på samme måde blev forfulgt af et par råger ind over engen. Først på eftermiddagen så vi den igen oppe på bakken, og senere sejlede den lige over hovedet på os, da vi sad i vinterhaven. WOW. Det er godt nok en meget stor sort fugl. Ikke underligt at den med sin kragefugleklogskab er myteomspundet. Jeg vil nu ikke tage varsler af den, men glæde mig over, at også sådan en fugl er “vendt tilbage”.

I mangel af ravnebillede, får I her noget andet ravnesort og blankt – og farligt: Galdnebær. (Atropa belladonna – øjenlægerne bruger dråber af den til at udvide pupillerne).WP_20131001_015Ok

Havtorneland

WP_20130925_020k

Når man ser ud over de grønne klitter på denne årstid, blinker det orangegult fra de grågrønne havtornbuske. Det er helt utroligt, så store arealer der er fx syd for Lønstrup, eller ved Tannis og Tversted i Vendsyssel. Jeg har set efter hos Naturstyrelsen, om buskene regnes for invasive, men tværtimod anbefales de til plantning.

Omkring de nedlagte grusgrave ved Roskilde ses de også i stadigt større omfang, og langs motorvejene fx på Amager. Sidstnævnte sted er de øjenlyst, men næppe velegnet til plukning på grund af forureningen fra trafikken.

I klitterne ved Tversted klippede jeg de grene, der havde flest bær. Bærrene sidder inde på selve grenen, beskyttet af lange pigge og kamufleret af blade. Hjemme kom de i fryseren, og er sidenhen blevet ribbet af i frossen tilstand. Pokkers til pillearbejde – men det dufter vidunderligt.

Man kan købe en udmærket økologisk havtornemarmelade med pærer, så jeg ville ikke transformere mine anstrengelser til noget lignende. Istedet har jeg fremstillet frysetøj i sjove mål: 785 g. rå havtorn, 370 g. rørsukker og 600 g. skrællede pærer, der fik et opkog. Det hele blended og frosset ned i portioner. Jeg håber at c-vitaminerne holder sig, til jeg spiser frysetøjet i min morgenymer.  Pærerne er fra vores gamle træ, der bærer godt i år: Comte de Charneau.

WP_20130928_009Ok

Poul Anker Bech

WP_20130927_020OkVi havde et dejligt gensyn med Poul Anker Bech’s malerier på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring. De har også mange andre gode ting, bl.a. den fine Niels Larsen Stevns samling.

Men PAB er så underfundig, filosofisk, mystisk, alvorlig og morsom på en gang. Ham bliver vi vist aldrig træt af.

Det første billede af hans, som jeg husker, er netop “Knud”. Jeg spekulerer altid på, om det er den kække gris, der hedder Knud, eller om det måske er Knud Rasmussen, der sidder i sin kendte genser og skuer ud over Atlanten?

WP_20130927_023OK

Dét Bodil og jeg er faldet i tanker over er “Himmelsæk”, men imellem os ses endnu en fantastisk komposition i sammenstilling af transformatortårn og (noget man ikke ser så tit Nordenfjords) en motorcykelbetjent!

Man har iøvrigt fredet det transformatortårn som Poul Anker Bech har brugt i flere billeder. Det manglede bare andet!

Horisonter var hans særkende: fjerne, høje, skæve og på hovedet.

Bo hos Birgittasøstrene

Vi har for tredie gang været i Vadstena, hvor man stadig kan se Den hellige Birgittas første kloster og klosterkirke. Denne gang lykkedes det at få værelse i det moderne Birgittaklosters Gästhem. Det kan anbefales varmt.

Vi fik et værelse med udsigt over Vätteren, med håndvask, hyggelige ældre arvemøbler og senge med udmærkede madrasser. Der er et par opholdsstuer, ligeledes med ældre møbler, masser af bøger, men også et stort fladskærms-TV. Et tekøkken med køleskab samt vaskemaskine gør det muligt at opholde sig i længere tid. Man kan tilkøbe alle måltider, men morgenmaden er med i prisen. Gæsterne sidder i en todelt spisestue ved mindre borde, og den vagthavende søster bestemmer hvor! Vi havde et par gode måltider med to norske og to svenske damer. Maden er enkel, endog økologisk – og der blev ikke bedt bordbøn (det var jeg lidt skuffet over).

Det er komfort på et helt andet plan end hoteller. Der er ingen leflen for gæsterne (og deres pengepung) men derimod venlig gæstfrihed. Det er som at besøge en ældre tante.            

Man er velkommen til alle tidebønner i klostrets kirke, samt til messerne, men det er ikke noget krav. Den moderne kirke er iøvrigt meget smuk.

Birgitta er et spændende bekendskab, svensk, adelig, gift frue med 8 børn, der fik visioner og pavelig godkendelse af en ny klosterorden for kvinder og mænd. Hun levede fra 1303 til 1373, det første kloster blev indviet 1384, hun blev helgenkåret 1391 – og i 1999 udnævnte paven hende til Europas skytshelgen.

I Danmark opstod byerne Maribo og Mariager om birgittinerklostre. Begge kirker er tættere på Birgittas ideal, end kirken i Vadstena. Her har ufølsomme arkitekter i slutningen af 1800-tallet banket den indvendige kalkpuds af, og forsynet vinduerne med kulørte billeder. Især i Maribo fornemmer man den oprindelige kirke, som Birgitta ønskede den.

I Maribo indviedes i 2006  et nyt Birgittakloster, der også har gæstehjem.