Et stjerneskud

Anette og Stella

Første “date” 10. juni 2014

Man må ønske, når man ser et stjerneskud.

Stjerneskud ser man mest i “hundedagene”.

Hunden hedder Stella.

Skæbnen bragte stjernehunden til mig.

Gid også andre ønsker må blive opfyldt.

 

Idag fik vi så hund igen efter 3½ år. Stella skulle finde en passende pensionistbolig med passende have, og det har hun nu fået hos os. Den lille Jack Russelterrier er 9 år og 3 måneder idag, men fremover vil vi holde denne dag som hendes “romerske” fødselsdag; Ligesom Bertel Thorvaldsen fejrede sin genfødsel på den dag, han ankom til Rom første gang.

WP_20140629_18_52_29_Pro

Vandhund

Måske en moden dame, men lige nu er hun igang med at udgrave et antal musegange under vores figenbusk. Jeg har besigtiget hendes entreprenørarbejde. Hvid hund. Der står en vandskål klar med klud og håndklæde. Da Flemming vandede i eftermiddags, sprang hun omkring og bed i strålen. Hun bevæger sig ellers adstadigt, hun passer lige til mig. Jeg håber at hun kan få mig lidt mere op i omdrejninger – og dét lader det til. Jeg trænger til muskler og Stella trænger til at tabe sig.

WP_20140629_18_53_45_Pro

Haps, haps

Der har været talt om hund her i huset og familien siden gamle Rynke døde, næsten 16 år gammel. Men vi var også kommet frem til, at skulle det engang være – så skulle det ikke være en hvalp. Vi ved også godt, at de mange dyr vi har glædet os over i haven, nok vil holde sig mere på afstand nu. Men hvad, man kan jo ikke få alt. Vi har haft mange glæder med dem, men nu har vi hund. Det lader også til at Stella vil trække meget på mine evner til at sige PYT. Og det er jeg blevet absolut bedre til de seneste år.

i Rynkes kurv

Stella i Rynkes gamle kurv

 

 

 

 

 

 

Reklamer

Hængehår og hennahår

Langt eller kort, farvet, opsat, vokset, permanentet, kronraget, paryk eller fraværende – hår er stadig i fokus, når man møder andre mennesker og forsøger at aflæse dem. Se her:

Moden skifter og vi følger den mere eller mindre. Mange lægger sig også fast på en bestemt tid og stil og beholder den – selvom den er yt. Tænk på Sonja fra Saxogades mor Norma med sit høje franskbrødshår, der allerede dengang var passé. Det gav Jytte Abildstrøm et meget komisk og fjollet udtryk. Den meget almindelige permanentkrøl, fra et andet segment i 1960’erne, trives stadig hos plejehjemsfrisørerne. Ude i arbejdslivet kan man også stadig møde puddelfrisuren fra 1980’erne. Vores ungdomsgeneration fra 1970’erne med hængehår forsynet med midterskilning møder man også stadig, dog mest i dagens satirer: fx Bodil Jørgensen i Rytteriet – og så kan det ikke blive mere komisk.    (Men hvem har iøvrigt set en pæn lige skilning i de sidste 20 år?)

april 1984

April 1984

I dag er det 30 år siden jeg lod de lange lokker falde for frisørens saks. Jeg havde en ide om, at det var patetisk med hængehår til kvinder over 30, det trak alting ned i ansigtet. Jeg sikrede mig ved at blive klippet ½ år før den runde dag, og følte også at jeg lagde det tøsede af mig. Jeg havde nu næsten altid håret opsat, nemlig for at blive taget som et voksent menneske – og fordi jeg fik ondt i nakken af bære håret løst. Mit hår var hennafarvet de sidste år, og det var svært at holde pænt jævnt i et langt hår.

sommer 1996

Sommeren 1996

Men det var noget billigere med langt hår! Jeg har fald og let krøl, så en simpel klipning har igennem årene været nok, men det koster jo hver gang. Nu gråner det så sagteligt, og jeg har ikke tænkt mig at farve det hverken brunt eller rødt. Det eneste, der frister mig, er blåt hår, ligesom mine fastre og farmor havde, da jeg var barn!

Vi  når en dag en alder, hvor ihvertfald jeg synes, at hennahår bliver kvindernes svar på mændenes hentehår. Sidstnævnte er til mange mænds fordel blevet erstattet af kronragning, men dét kræver en god hovedfacon. Modne kvinder med hennahår har til gengæld brug for en god teint. Når håret gråner ændres huden også, så kontrasten mellem farvet og især rødt hår og huden bliver vel skarpe, og får rynkerne til at træde frem. Men ok – jeg kan nu dårligt forestille mig Fru Abildstrøm uden sit karakteristiske hennahår – selvom hun er 80 år.

16 år

Foråret 1971

Alle har ret til at vælge stil – men ikke alle er lige klædelige.

 

Og så yndig som “bare 16 år” bliver man jo ikke igen.

Magister i 30 år

Ny magister ok

Den 20. januar 1984 holdt jeg min magisterforelæsning på ”Institut for Europæisk Etnologi” i Brede. Det var den højtidelige afslutning på mange års studier, og afslutningen på et hektisk forløb med aflevering og godkendelse af afhandling, to skriftlige og en mundtlig eksamen indenfor fem måneder.

Venner og familie var mødt op, blandt andre min ven Georg Gregersen fra arkivet i Greve. Dér var jeg kommet i min studietid og havde tilrettelagt min første udstilling. Den drejede sig nu om hedebobroderier og ikke arkivalier, for jeg ville jo museumsvejen. Det kom jeg også, men fik alligevel mine sidste erhvervsaktive år på et lokalarkiv.

Jeg var skiftet fra arkæologi efter bifagseksamen og var lovet, at man ville indføre hovedfag på etnologi. Ha, det kom aldrig, så der var kun den lange vej til magisterkonferencen.

Jeg startede på universitet to måneder før jeg fyldte 19. Fordi jeg skiftede studie og boede længe hjemme, betød det, at jeg kun fik S.U. i 8 måneder af hele min studietid på 10½ år.

Ja, vi ”læste” længe på humaniora dengang, 8½ år til en konferens var skam i den hurtige ende. De fleste havde kompetencegivende arbejde undervejs, ellers var der ikke adgang til de eftertragtede stillinger som museumsinspektører.

Oprøret var også skyllet over etnologien få år før jeg startede. Tidligere hed faget ”Materiel Folkekultur”, men nu var der mest socialantropologi og kulturteori. Hvad jeg lærte om bygninger, møbler, tekstiler og alt det andet jeg skulle bruge i et museumsjob, fandt jeg andre steder.

WP_20140120_002 okDen gamle skole i Sæby blev det sted jeg arbejdede længst i min karriere, men hvad jeg foretog mig dér mellem 1998 og 2012 er – endnu – ikke skrevet ind i mit CV.

Jeg hæfter nu alligevel mit CV på bloggen, for det kan måske være underholdende at se hvor alsidig en palet jeg har arbejdet med undervejs hertil, hvor jeg sidder i min lænestol d. 20. januar 2014.

WP_20140120_22_40_15_Pro ok

Sankt Knud rydder julen ud

WP_20140107_003 ok

Jeg holder altid de 12 juledage, og har mange gange pakket juletræ og øvrigt stads ned på Helligtrekongersdag. Når jeg ikke det, så er Knuds Dag også udmærket, og iøvrigt efter traditionen. Sankt Knud pisker, tramper, jager eller bærer julen ud ifølge gamle talemåder.

Det er vel iøvrigt passende, at markere Knud Lavard netop her, få kilometer fra det sted han blev myrdet, den 7. januar 1131. Somme vil mene, at da denne skændige dåd brød julefreden, kom dagen netop til at betyde julens afslutning.

Jeg holder nu på at julen slutter med de tre vise konger fra Østerland. De ankom Helligtrekongersaften, som vanligt, til Jesusbarnet i min provencalske krybbe. Samtidig med at alle de andre gæster fra Provence var på vej hjemad, for at forkynde den store glæde. Nu er også de tre herrer på vej bort, og alt bliver pakket ned til næste jul. WP_20140107_004 ok

90 år og midtpunkt

IMG_2829 -ok

Tænk at have levet i 90 år. Hvor må der være meget at huske og holde rede på. Vel ikke sært, at der kan mangle lidt arbejdshukommelse (RAM), når harddisken er fuld.

Min mor Ruth har ikke alene levet i 90 år, men bevaret nysgerrighed og humor, også selvom hun har været syg af leddegigt i mere end 1/3 af sit lange liv. Hun har: “Fulgt med, og holdt sig i enhver forstand, til stadighed og altid fra det dybe vand”. Det har været et muntert, virksomt og kunstnerisk liv på jord.

På sin fødselsdag d. 17. oktober var hun midtpunkt for familie og venner, der mødte talstærkt op til en meget hyggelig komsammen.

Vi præsenterede hendes liv i ca. 150 billeder, der kørte på storskærm ved buffeten. Det var morsomt for alle at se modens skiften i hår, kjoler og briller, og at genkende sig selv eller forældre som bipersoner i billederne.

WP_20131017_013 kopiMor sidder nu bagefter dagligt og hygger sig med billederne på en lille skærm. Det er god træning for hukommelsen og vækker gode minder. Og så kan vi andre få at vide, hvem af skolekammeraterne der havde malpropre mødre, hvad farve krigstidens rødspætteskindsandaler havde, og hvilke kjoler der kom ud af svigermors aldrig færdiggjorte projekter.

2 klasse

En god trist dag

lyttere tale Marianne

Jeg havde frygtet min afskedsreception, men det blev en god dag at “være i” og vil være en god dag at mindes. Det er vel afslutningen af mit arbejdsliv, men jeg tvivler ikke om, at mine år i kulturhistoriens tjeneste har været noget værd. Det fik jeg også at vide i talerne, og det er en god trøst.

Jeg holdt ikke selv tale. For tre uger siden deltog jeg i Karensmindes Venners 25 års jubilæum i Grindsted. Den venneforening var jeg med til at starte for museet, og den har blomstret og udviklet et fantastisk besøgslandbrug og aktivt museum, siden jeg rejste for 20 år siden.

Jeg håber jeg på samme måde kan vende tilbage til arkivet i Sæby til et jubilæum, og opleve at man også her – ved gode ildsjæles indsats og fagkompetente kulturhistorikeres overblik – på samme vis har ført dét videre, jeg var med til at sætte i gang. Så har bøvlet ikke været forgæves.

Jeg er taknemmelig for det jeg fik mulighed for at sætte igang, fordybe mig i – og dele med andre.

Nu blir’ aftnerne kølige og sene

Når det bliver september noterer jeg dagligt, om der stadig er svaler. Jeg fastholder også at vi sidder i lysthuset de aftner vejret tillader det. Når det er slut med svaler og lysthusaftner – så er efteråret for alvor over os.

Aftensteming i lysthuset - WP_20130906_046Denne sang dukker altid op i mit hoved, som en sørgmodig påmindelse:

Vejen hjem var meget lang, og ingen har jeg mødt,        nu blir’ aftnerne kølige og sene.                               Kom trøst mig nu min ven, inden alt er mørkt og dødt, jeg er pludselig ganske alene.                                Jeg mærked ikke førhen, at mørket var så sort, gik og tænkte på det som sku’ gøres.                                 Nu hviler mørket hos mig, som noget tungt og stort, det er næsten så mørket kan høres.                            Skynd dig min elskede, skynd dig at elske, dagene kortes minut for minut. Tænd vore lys inden mørket er hos os, snart er den lysende sommer slut.

(Tove Jansson, Birgitte Grimstads oversættelse – frit efter min hukommelse)

Kunst, krop og kuldegysninger

Jeg er blevet grundigt guidet og hjulpet af min niece Sissel med denne blog. Hun kan også altid hente noget hos Faster, denne gang var det illustrationer i diverse bøger – og så ham her. Hun ville gerne have nogle fotos, som hun måske kan bruge i et af sine værker: Video, installationer, performance eller tegninger. Se mere her

Kraniet har jeg fra dengang, jeg læste arkæologi. Jeg fulgte et kursus i knogleantropologi, hvor vi alle til slut fik et kranie med den betingelse, af vi behandlede det ordentligt. “Mit” var et af de bedste, der havde haft sin plads i undervisningsmaterialet på Antropologisk Institut. (Deraf fjedrene, der holder kæben på plads).

Det er en ca. 30-årig mand, langskalle og sandsynligvis fra middelalderen. Personens alder vurderer man udfra tænderne, samt graden af sammenvoksning og udglatning af suturerne i hovedskallens samlinger. Med stigende alder får vi alle længere knoglefremspring bag ørerne, samt en lille trekantet spids i nakken, hvor halssenerne hæfter på kraniet. Man kan generelt se forskel på kvinde- og mandskranier udfra øjenbrynsbuer, der er kraftigere hos mænd. Derudover er kæbebenets vinkel mere åben hos mænd, og panden mere skrånende (vigende). Så ved I det!

Jeg fik ham i 1974, hvor jeg netop havde læst Tolkiens “Ringenes Herre”. Jeg navngav ham derfor Hirluin Fagre, efter en af de faldne helte i den store krig mod ondskaben.

Tommeltot

Väster Götland

Jeg har den sidste måned fornøjet mig med at læse ”Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige”. Det er den uforkortede nyere danske oversættelse, og jeg læser kun lidt ad gangen, så nydelsen bliver længere. Jeg læste den som stor pige, men i en forkortet version. Sjovt nok var det historien om renæssancebyen på Gotland, der genopstår en gang hver 100. år, som jeg bedst huskede.

Selma Lagerlöf skrev den som en bestillingsopgave stillet af den svenske folkeskolelærerforening, der ønskede en læse/geografibog om Sverige.

Det er en vidunderlig bog, hvor man får et fantastisk indtryk af Sverige år 1900, og af landets forhistorie: geologi, geografi, sagn, myter, folketro, historie, industriudvikling og naturhistorie. Man får også mangen et godt fyndord om naturbevaring, dyrs og menneskers ret til et værdigt liv, og moral i almindelighed.

Er der mon en svensk fagfælle, der har afkodet bogens mange sagn og historier? Jeg kunne godt tænke mig at kigge Selma lidt i kortene: hvad er digt, og hvad er genfortællinger af sagn?

Der er kun ét minus: man bliver fuldstændig syg efter at kommer til Sverige – straks!

Se: Smygehuk

Synæstesi

color-wheel-300

Jeg opfatter tal i farver, ugedage ligeså, og en del bogstaver har også en klart defineret farve.

Det, at man sammenblander flere sanseindtryk i hjernen, kaldes synæstesi, men det har jeg kun vidst i et par år. Jeg har til gengæld allerede som teenager været klar over, at ikke alle havde det sådan, men at min mor og bror også havde farver på fx tal.

Sammenstilling af bogstaver i ord, eller tal i fx telefonnumre opfatter og husker jeg næsten som mønstre, hvor nogle farver (bogstaver) dominerer mere end andre.

Ved tilrettelægning af denne blog, er jeg landet på 6 kategorier, der alle begynder med H. Det er en tilfældighed – måske.

Min yndlingsfarve er den gulorange, jeg har valgt som baggrundsfarve, komplementærfarven til denne er blå. Jeg opfatter bogstavet A og dermed mit navn som gulorange, og både mit 6-tal og bogstavet H er blå!

Se mere om synæstesi her

Kokardeblomst