Sundkøbing om søndagen

Kirken er kun lige påbegyndt, så søndagsmesse var der ikke noget af. Men i resten af Sundkøbing ved Guldborgsund havde vi en oplevelsesrig og interessant dag: Folkeliv, våbendemonstration, blideskydning, turneringsøvelser, og en masse spændende helheder og detaljer fra perioden omkring år 1400.

to huseVi er imponeret over den udvikling, som Middelaldercentret har gennemgået. Der er ganske langsomt kommet nye huse til, og alt virker utroligt ægte og korrekt udført. Nu kan man også se huse af den “nye” bindingsværkteknik, ved siden af de mere ydmyge og gammeldags bulhuse. Jeg tvivler ikke om, at det alt sammen er velunderbygget historisk. Men på en blæsende dag, var det nu påfaldende så lidt læ eller snarere ly husene gav. Det skyldtes selvfølgelig at flere af husene blot har skodder og ingen form for vinduer, så for at gæsterne kan se noget, er alle døre, lemme og skodder åbne. De finere huse har lærred udspændt på rammer mættet med talg eller tran i vinduesåbningerne, og vi så også tyndtslebne hvide skind (pergament) og blæreskind. Bulhusene har 10-20 år på bagen, og træet er krympet og har slået sig. Der er derfor mange steder store revner, og vinden peb ind. Jeg vil mene, at middelalderens folk nok kunne stoppe sådanne revner. Går man på frilandsmuseer i Sverige kan man se allehånde materialer brugt fx bark, mos, ler og halm. Jeg har altid været en arg bekæmper af  “primitivitetshistorie”, og denne detalje stak lidt.

KlæderullerDet er en fornøjelse at se indbyggerne i Sundkøbing. Her er lagt en helt stringent linje med påklædningen i uld og hør. Man kan se forskel på en købmands-madamme og en tjenestepige alene på farverne, men også på snit og kvalitet i tøjet.

Her er ikke plads til piercinger og tatoveringer, briller og andre unoder, når folk er “i arbejde”. Jeg spurgte ikke nogen om trusser, tandproteser osv. – dét der ikke ses, har ingen ondt af. Der var mange spørgsmål jeg godt ville have stillet angående dragterne, men jeg kan jo selv gå til kilderne. De væve der stod et par steder, var jeg ikke helt enig i, men jeg husker måske forkert. Klædet dragterne er syet af er smukke, ligegyldigt hvilken væv de kommer fra.

For os var det en spændende opfølgning på middelaldermarkedet i Ringsted. Hér var mange århundreder blandet sammen både dragtmæssigt og håndværksmæssigt, men det var jo også “fritidsmiddelalderfolk” fra alle hjørner af landet – og udlandet, så arrangørerne må vælge mellem mangfoldighed eller mangel.

De frivillige er også dem der bærer Middelaldercentret, men her er ingen historiske kompromisser. Hver ting til sin tid. Nyd et marked et eller andet sted, og tag derefter til Sundkøbing og se den fagligt korrekte “vare”.

Havnegade

En aften i året 1219

Valdemar Sejr kalder til korstog mod hedningene i øst, og snart falder Dannebrog ned fra himlen i slaget ved Lyndanisse. Det var rammefortællingen omkring middelalderfestivalen i Ringsted, der forløb over afvigte weekend. Rammerne iøvrigt er noget nær det perfekte: Sankt Bendts Kirke, hvor Valdemarerne ligger begravet, Klosterlunden, parken syd for kirken, hvor Benediktinerklostret lå, og hvortil kirken oprindeligt hørte. Begge beliggende i Sjællands gamle centrum Ringsted.Flagkastere

Vi fik en herlig og festlig oplevelse fredag aften, mens solen sank og sendte sine røde stråler over parken og til sidst på kirkens spir. Der var en italiensk trup Fornovo Taro, der ekvilibristisk kastede faner, under musikalsk ledsagelse af trommer og horn. Der var ridderturnering og kamp, med flotte heste i scabarak og riddere i  rustning. Der var velsmagende middelaldermad til salg i flere boder, øl, mjød og Luthendrank. Lerkrusene kom med hjem, formedelst 50 kr. Der var et hav af boder med alskens husflid til salg, og vel at mærke i hvide lærredstelte. Vi overværede en koncert i kirken, og et historisk optrin hvor Valdemar Sejr med fru Bengerd overværede en forbøn forud for korstoget. Det myldrede med ældre nonner, og unge flanører med hængerøv, myndige koner og barske herrer, og alle i ret flotte dragter i uld og hør. Dragternes alder var ikke alle præcis 1219, men da der var utallige gæstegrupper på besøg, afspejlede det sig også på dén måde. De, der har et fritidsliv som “middelaldermenneske”, har fokuseret på en bestemt periode af den 500-år lange periode. Helheden fungerede, der var rigtigt mange aktive, og rigtigt mange gæster!

Der er sket meget med kvaliteten på den slags levendegørelse af historiske perioder i de ca. 30 år, de har floreret. Jeg husker med gru de selvbestaltede “Vikinger” der tilbød sig til museerne tilbage i 1980’erne. Man måtte sluge nogle kameler sammen med gummiskoene, halmballerne, og de frimodigt udtænkte dragter og tilbehør. Men så kunne man også divertere sine museumsgæster med løsslupne kvinder, snotunger og mænd der gik virkelig bersærk og væltede telte.

Indrømmet, jeg har holdt mig væk fra byernes vikinge- og middelaldermarkeder, for ikke selv at gå bersærk over uhellige blandinger af lokale handelsstandsforeninger, fribyttere i forklædning, og museer der kæmpede en umulig kamp for blot en smule “sandhed” og formidling af den “ægte”historie.

Men jeg har jævnligt besøgt Lejre forsøgscenter (nu kaldet Sagnlandet) og Middelaldercentret ved Guldborgsund, og de har vel været medansvarlige for den stigende interesse for at gøre tingene ordentligt. Dragterne har altid været min kæphest, sammen med maden og husgerådet. Selvfølgelig var der også her i Ringsted mange skjulte maskinsømme i ulddragterne, men ikke noget en håndsyet stikning på retsiden ikke kunne rette op på. Brillerne vænner man sig til, de fleste folk viser jo også et perfekt hvidt smil med masser af tænder! Da jeg for 40 år begyndte på folkedans, var der folk vi kaldte “dragtpolitiet”. De håndhævede dragternes korrekte fremstillingsteknik, sammenstilling og fx retten til at bære briller eller ej. Jeg provokerede og kom med neglelak og makeup der matchede min dragt. Men jeg blev iøvrigt også også passet op, fordi jeg bar en Læsødragt: “Den må du ikke bære, jeg kender dig ikke – du er ikke fra Læsø”. Så for mig er det en gammel diskussion: Leg eller alvor, kopi eller konstruktion. Middelalderfestivalen i Ringsted fremhævede i sin præsentation i pressen at man legede, og på mandag går alle på arbejde igen. Fint motto.

Men selvom det var leg, så var det i sandhed også et logistisk projekt af dimensioner. Det er Historiens Hus Ringsted (arkiv og museum) der er hovedansvarlige for festivalen, og jeg er ret sikker på at min navnesøster dér har holdt tømmerne. Hun kunne såmænd have vundet slaget ved Lyndanisse uden flagtricket. Sankt Bendts

Lindegårdshaven

lågen ved Lindegårdshaven Ida og Thiele

Just Mathias Thiele og hans datter Ida ved en låge i Lindegårdshaven. Akvarel ca. 1835

Historiske haveanlæg er i stor stil blevet istandsat og gjort tilgængeligt de senere år. Nogle er ført tilbage eller fornyet, som fx Sanderumgård. Jeg kender en have, der på mange måder minder om Sanderumgård, men som stadig sover tornerosesøvn. Man skal kende dens historie for at vække den, men så er haven også en udflugt værd.

Jeg beskrev Lindegårdshaven i en artikel i Havebrugshistorisk Selskabs årbog: “Fra kvangård til humlekule” årgang 2006. Artiklen er lagt som pdf her på min blog. Tryk på: Lindegaardshaven, for at komme direkte til siden.

Den udstilling jeg udarbejdede om Holtenslægten i 2005, kan man se i uddrag ved at klikke hèr

 

 

 

Påskeharekilling

Forleden blev påsken indvarslet i vores have, da vi blev beæret med besøg af en indvandrer. Påskeharen er en tysk tradition, som først kom til Danmark for omkring 100 år siden. Da jeg var barn, var der godt nok både harer og kyllinger i chokolade til de heldige, men da vi flyttede på landet, mødte jeg til min store undren den (tyske) påskehare. Det var i 3.klasse på Centralskolen, at vores lærerinde Frøken Munk før påske talte om, at påskeharen havde været på besøg. Tænk, den havde gemt æg rundt i klasseværelset, og dem skulle vi finde. Jeg kom hjem til mor og berettede med en blanding af forundring og forargelse, at vores Frøken ville have os til at tro, at harer lagde æg!

hare i det blå bed

I dansk tradition er haren forbundet med megen overtro af negativ art. Harer kunne være hekse i dyreham eller sågar den onde selv. Harer varslede ondt eller bragte sygdom, og at “være en hare” var heller ikke ligefrem en attrået titel. Alligevel blev jeg bare så opløftet og glad over, at den lille hare pludselig havde indtaget mit blå staudebed. Vi gik faktisk omkring den det meste af eftermiddagen, men den rørte sig ikke af stedet. Næste morgen var den i den anden ende af haven – så den var absolut ikke syg.

Vi kan se hvor den lå og puttede sig – men den efterlod ingen påskeæg!

 

9. april 1940

oprop

Oprop fra min morfars skrapbog

Igår var det 9. april, og som altid beskæftigede medierne sig med skæbnedagen.                                Jeg tænkte, at min mors erindring om dagen og tiden der fulgte, kunne bidrage med lidt mangel på drama. Det var jo også hverdag og ungdomstid, og for Ruth (f.1923) afslutningen på hendes skolegang og begyndelsen på voksenlivet.

 

“Jeg husker tydeligt den 9. april 1940. Vi var lige stået op, da vi hørte flyvemaskinerne komme ind over husene. Vi kunne jo ikke forstå hvad det var, men så kom Mackeprang ind og råbte at det var tyskerne.

Jeg cyklede af sted til skole, det var meget mærkeligt. Folk stod i små klynger og snakkede og var meget alvorlige.
I skolen så vi ikke meget til lærerne, og da vi gik i realklassen, havde vi lov til at gå udenfor skolen. Så vi styrtede alle sammen ned på Roskildevej, hvor vi stod og så tyskerne komme kørende i lange grå kolonner af biler og motorcykler. Der var bestemt ingen der bød dem velkommen, og vi forstod ikke hvad det var der skete.
Der blev ingen undervisning, så vi blev sendt hjem. Da jeg kom hjem var Mor og Far i gang med at sætte sorte mørklægningsgardiner op. Det havde man fået besked på i radioen. Men det var ikke nemt at få fat i sort papir, da alle jo skulle have det. Da vi havde mange vinduer blev der brugt avispapir på nogle af dem, indtil man kunne købe de rigtige sorte rullegardiner.

realeksamensfest hos Birte Nielsen 1940

Realeksamensfest for pigeklassen fra Søndermarkskolen, 1940

Alting var meget underligt. Alt lys på gaderne blev slukket, og hvis det ikke var måneskin var det virkeligt mørkt, man måtte famle sig frem langs husene og kantstenene kunne man heller ikke se. De blev snart malet hvide ved hjørnerne og cyklerne skulle have bagskærmen malet hvid på det nederste stykke.
Sporvognene fik skærme på pærerne inde i vognen, og alle lygter på biler og cykler blev afskærmet, så der kun var en lillesprække med lys. Dette blålige skær der var over det hele virkede trist, men det var også lidt sjovt. Når man gik i mørket og hørte nogen komme gående, så råbte man for ikke at støde ind i hinanden.

z Putte og Ruth i lange bukser

Ruth i lange strandbukser og Putte i shorts, sommeren 1940

Københavnerviddet blomstrede efterhånden og det morsomste var at køre med den sidste sporvogn hjem kl. 12. De kørte på en gang fra Rådhuspladsen på slaget 12, så det var med at være der, ellers måtte man gå hjem, eller tage en taxa. Da benzinen efterhånden forsvandt kørte de med generator, som blev fyret med brænde. Der var også biler med heste for og cykeltaxaer i mange variationer. Ellers cyklede man så længe man havde dæk og slanger. Når dækkene blev slidt, satte man lapper på af gamle dæk,det var noget ujævnt. Man skulle passe godt på sin cykel, ellers kunne man risikere at den var skrællet for dæk og slanger, eller hjul og andet var helt væk.”

Uddrag af Ruth Tonn-Petersen erindringsbog: “Stegt lever, bøf, kotelet”. 2007

 

Hermelin

hermelinEt par dage før sneen faldt, så jeg en hermelin i haven. Det stakkels dyr var alt for synligt med sin hvide pels på de brune blade, og et par skader fulgte den tæt. Hermelinen kom op nede fra Mindet, og løb i sjove bugtende spring ud i tykningen  5-6 meter væk – skarpt forfulgt af skaderne.

Jeg har aldrig set en hermelin før, men husker fra skolen den utrolige oplysning, at den skiftede fra hvid vinterpels og til brun sommerpels. Men ikke nok med det, den skiftede også navn til lækat. Jeg kender den i udstoppet form, og kender også størrelsen fra en lille bælg, jeg nu har fundet frem fra mine gemmer. Jeg mener at jeg har bælgen fra en af mine bedstemødre, men desværre er det meste af halen væk, og dermed også den karakteristiske sorte halespids.

Det lille rovdyr er slankt og ca. 20-25 cm langt i kroppen – hannerne er størst. Halen er op mod 10 cm lang. Den slags oplysninger kan være svære at tolke, for når jeg måler min lille bælg, så er den 25 cm fra halerod til om med halsskindet. Det ser ud til at den er pelset lige bag ørerne. Altså et ret langt dyr, især fordi den er så tynd, nemlig kun 8 cm i diameter.

helgenerHermelinskåbe – alene ordet klinger af eventyr. Det er ikke uden grund, for hermelin var for kongelige. Det bestemte i alt fald den engelske konge Edward d. III, der regerede fra 1327-77. De hvide hermelinskind kom kun fra Skandinavien og Rusland, og de var dermed meget sjældne og kostbare. Den engelske adel havde måske nok midlerne men ikke tilladelsen.

I Danmark kender vi hermelinskåben fra Rigsvåbnet, og ikke mindst fra diverse kongelige portrætter, især i 16- og 1700-tallet. Dronninger og prinsesser kunne også have hermelinsbesætning på deres kjoler. Hermelinskindene blev altid syet sammen så halerne hang frit. Når man sammenholder det med, at skindene er utroligt tynde, smalle og med meget tyndt hårlag, ja så blev et foer meget hurtigt slidt i stykker. Men det forhøjede jo kun værdien af en sådan klædning. Slidstærke klæder var for almuen.

Ute

Den ældste gengivelse af en kåbe med hermelinfoer, har jeg set i Tyskland. Det er den smukke Ute, der står på en søjle ved siden af sin brutale mand i kirken i Naumburg. Figurerne er fantastisk livagtige, i naturlig størrelse og bemalede – og så er de helt tilbage fra ca. 1250. Man ser skindene med sort plet nede midtfor i fruens kåbe.

 

Hermelinkåben er stadig et kongeligt symbol. Det kunne man se i 2013 ved kroningen i Holland. Jeg synes nu halerne ser for store ud – nærmest som indfarvede minkhaler?kroning 2013 nr 2

 

Rökstenen

Östergötland er en guldgrube, når det gælder ældre svensk historie. Her var både i vikingetid og middelalder et kulturelt centrum, og det var også her, at Sverige blev “født”.

Ved kirken i Rök står en runesten, der er udhugget med den længste runeindskrift der kendes: 762 runer. Stenen er forunderlig, men uforståelig. Det har Riksantikvarieämbetet på forbilledlig vis rådet bod på.

I den åbne, men overdækkede udstilling tæt ved stenen, forklares og gennemgås stenens tekst, og ikke mindst den sammenhæng den indgik i. Det er rigtig god formidling, og ikke uden humor i den måde man genbruger vikingernes eget billedsprog.

Vi stod ved stenen, da solen gik ned over de høstklare marker. Her levede engang en far, hvis søn aldrig vendte hjem fra rejsen til “Miklagård” – vikingernes navn for Konstantinopel, nu Istanbul.

Faderen rejste en “rauk”, eller “røk”,der gav landsbyen, kirken og sognet navn.

Selvom man kan læse sig til meget (ovennævnte link), så er det nu et eget sus at lade øjne og måske en forsigtig finger følge de lange runebånd på alle sider af den 2½ meter høje sten.

Godt nok er der ingen Kristus, som på Jellingstenen, men der er lige så meget “vikinge-globalisering” over  denne!

Skæg og hår

For nogle år siden lod Flemming sit skæg gro, bare for at se hvor langt det kunne blive, og det endte på 23 cm.                       Det blev så klippet, men da han skulle være morfar, fik det igen lov at stå. Det passede jo helt fint til den nye værdighed. Nu er han heldigvis kortskægget igen!

 

 

Dette billede er bare en undskyldning for at henvise til, at jeg også fra 1993 skrev til “Den store danske encyklopædi” om hår og skæg, se her

 

Hatte og andre hovedbeklædninger

Dagmar ca 20 år

Med dette flotte billede af min mormor fra omkring 1918, vil jeg henvise til et emne, der i mange år lå mig nær – og til sidst nærmest forfulgte mig: Hatte.

Jeg stiftede sammen med nogle veninder i Grindsted foreningen “Hattens Værn” d. 2. november 1988. Det førte meget med sig, men også at jeg blev forfatter på “Den store danske encyklopædi” i 1993. Her kom jeg de følgende år til at skrive alle artiklerne om hovedbeklædninger, se her.

 

Kunst, krop og kuldegysninger

Jeg er blevet grundigt guidet og hjulpet af min niece Sissel med denne blog. Hun kan også altid hente noget hos Faster, denne gang var det illustrationer i diverse bøger – og så ham her. Hun ville gerne have nogle fotos, som hun måske kan bruge i et af sine værker: Video, installationer, performance eller tegninger. Se mere her

Kraniet har jeg fra dengang, jeg læste arkæologi. Jeg fulgte et kursus i knogleantropologi, hvor vi alle til slut fik et kranie med den betingelse, af vi behandlede det ordentligt. “Mit” var et af de bedste, der havde haft sin plads i undervisningsmaterialet på Antropologisk Institut. (Deraf fjedrene, der holder kæben på plads).

Det er en ca. 30-årig mand, langskalle og sandsynligvis fra middelalderen. Personens alder vurderer man udfra tænderne, samt graden af sammenvoksning og udglatning af suturerne i hovedskallens samlinger. Med stigende alder får vi alle længere knoglefremspring bag ørerne, samt en lille trekantet spids i nakken, hvor halssenerne hæfter på kraniet. Man kan generelt se forskel på kvinde- og mandskranier udfra øjenbrynsbuer, der er kraftigere hos mænd. Derudover er kæbebenets vinkel mere åben hos mænd, og panden mere skrånende (vigende). Så ved I det!

Jeg fik ham i 1974, hvor jeg netop havde læst Tolkiens “Ringenes Herre”. Jeg navngav ham derfor Hirluin Fagre, efter en af de faldne helte i den store krig mod ondskaben.