Pindsvin og orm i paradiset

Paradiset eller klausuren er et par af betegnelserne for vores have. Den er også zoologisk, selv om vi sikkert kun kender en brøkdel af indbyggerne. Pindsvin har vi fx ikke set i årevis, men har nok haft vores anelser om deres tilstedeværelse udfra efterladenskaber, der var for små til besøgende katte.

pindsvin

Forleden var gemalen på sin aftenlige ormejagt, udstyret med et par gaver fra min afskedsreception: Et fliserensejern og en “Little Sun” (solcellelygte udviklet til lektielæsning for afrikanske børn). Orm er vores ned-sættende navn for de brune iberiske snegle.     Han blev meget glad for at møde et par jagtvenner, nemlig et pindsvinepar på aftentur. Da han havde hentet kameraet var den ene forsvundet, men den anden lod sig venligt tage af. Efter sigende er pindsvin effektive sneglejægere. Men de skelner næppe mellem de “onde orm” og så de sorte skovsnegle, leopardsneglene, hussneglene og vinbjergsneglene.

Som min gamle mor sagde idag, da hun så pindsvinefotoet: “Egentlig sjovt, at man synes de er så søde med alle de pigge”.  Det skyldes selvfølgelig deres små snuder og poter, og så alle de gengivelser, man har set i sin barndoms bøger.

Som 11-12-årig fandt jeg engang et pindsvin, hvis ene øje var skadet. Jeg holdt den i en papkasse i omkring en uge, og gravede efter regnorm til den. Jeg lånte nogle arbejdshandsker af far, og lærte at løfte den uden at blive stukket. En morgen havde den væltet kassen og var gået sin vej – den var vel blevet rask, trøstede jeg mig med.

 

Guldregn, blåregn og almindelig regn

WP_20140517_20_45_04_Pro

Blå skovranke og den imponerende blåregn ved terrassen

På denne årstid er det svært, ikke at skrive om vores fantastiske have. Idag har vi vist den frem til et ungt iransk ægtepar, som blev ganske overvældet. Noget af det, der vakte begejstring var henholdsvis vores meget rigt blomstrende og duftende  blåregn, og guldregnen. Sidstnævnte er ikke af den duftende art, men selvsået med en fugls mellemkomst. Apropos fugl – så er nattergalen også kommet.

guldregn

Grønkål i blomst og guldregn ved ruinterrassen

Her er så frodigt og duftende i hele haven, hvilket ikke mindst skyldes den megen regn vi har fået. Hverken gul eller blå, bare ren og klar.

Alt er så langt fremme, og skyer af akelejer i alle farver er dalet ned i de skyggede bede. De har blandet sig lystigt gennem de seneste år, fyldte og enkelte, ensfarvede og tofarvede. Nu har vi hvide, porcelænsblå, lyserød, gammelrosa, mørk blå, mørk lilla, rødlilla, brunlilla – og en masse derimellem.

Vi mangler stadig at plante nogle ting ud, og at få sået de sidste frø. Så burde vi måske holde “Åben have” ?

Grønne asparges og tarteletter

WP_20140510_19_53_08_Pro

Tarteletvugge

Der er grønne asparges i haven! Alle har lov til at være misundelige!         Man bukker sig ned, lader et par fingre køre nedefra og op, mens man prøver at knække den. Det er en dejlig sprød lyd, det giver – og mundvandet løber. Skær ikke grønne asparges af med en kniv, så får man let det træede med.

Efter nogen tid, hvor dagens høst nøje deles og gnaskes, får man lyst til afveksling. Forleden blev det til en særlig udgave af tarteletter.

 

OPSKRIFT

To plader frossen butterdej, der optøes og rulles lidt større

Pillet rygkød fra en kogt fransk økologisk kylling lægges på midten af dejpladerne

Grønne asparges placeret ovenpå

Et par skefulde økologisk Creme Fraishe 38 % midt på

Dejen foldes ind på langs og der lægges dobbelt ombuk for enderne.

Pensles med sammenpisket æg

Bages i varm ovn på 200 grader i 20-25 minutter.

 

Det tager tid med asparges. Man anlægger et bed med små planter i april – og så skal man bare vente i tre år! Men så kommer belønningen også dagligt fra slutningen af april til Sankt Hans. Dér stopper man og lader planten vokse op. Den er faktisk rigtig køn, især hvis man er uheldig at have fået hunplanter. De bærer smukke røde bær, men giver ikke så meget i foråret.

aspargesbille

Aspargesbille med kors på ryggen

Vi elsker vores krible-krablehave: “Mange hundrede arter kalder det deres hjem.”                   Men der er altså undtagelser, nemlig den smukke mønstrede aspargesbille, der ligesom liljebillen knuses, når den findes.

download

Den lakrøde liljebille

Påskeharekilling

Forleden blev påsken indvarslet i vores have, da vi blev beæret med besøg af en indvandrer. Påskeharen er en tysk tradition, som først kom til Danmark for omkring 100 år siden. Da jeg var barn, var der godt nok både harer og kyllinger i chokolade til de heldige, men da vi flyttede på landet, mødte jeg til min store undren den (tyske) påskehare. Det var i 3.klasse på Centralskolen, at vores lærerinde Frøken Munk før påske talte om, at påskeharen havde været på besøg. Tænk, den havde gemt æg rundt i klasseværelset, og dem skulle vi finde. Jeg kom hjem til mor og berettede med en blanding af forundring og forargelse, at vores Frøken ville have os til at tro, at harer lagde æg!

hare i det blå bed

I dansk tradition er haren forbundet med megen overtro af negativ art. Harer kunne være hekse i dyreham eller sågar den onde selv. Harer varslede ondt eller bragte sygdom, og at “være en hare” var heller ikke ligefrem en attrået titel. Alligevel blev jeg bare så opløftet og glad over, at den lille hare pludselig havde indtaget mit blå staudebed. Vi gik faktisk omkring den det meste af eftermiddagen, men den rørte sig ikke af stedet. Næste morgen var den i den anden ende af haven – så den var absolut ikke syg.

Vi kan se hvor den lå og puttede sig – men den efterlod ingen påskeæg!

 

Den magenta anemone

WP_20140317_004-anemoneHvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den 16. dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord, og gav den med sit purpurflor et glimt af Pavens trone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor.

Undskyld til Kaj Munk, men der må lidt ændringer til i digtet, så det passer til virkeligheden her hos os.

Min anemone er nemlig purpur eller magenta, som man kan se. Den er ikke plantet i fjor, men har stået lille og spæd i nogle år, og har blomstret flere gange. Den er lidt i klemme mellem akelejerne, og sidste års trelappede blade er væk. Bladene er ellers så karakteristisk for denne anemone hepatica. Med renæssancens signaturlære mente man, at planten kunne benyttes til leversygdomme, fordi bladene har leverform (hepatica). Jeg benytter den nu kun som øjenlyst.

Først når den blå anemone er færdig med at blomstre kommer de nye blade, deraf også underet når den pludselig springer ud af den sorte jord. Planten kan bedst lide kalkholdig leret jord, og gror vildt i Østjylland og på Sjælland. Denne magentafarvede er mere sjælden og jeg har den fra en have, hvor den er indført for 70 år siden. Idag graver man ikke sjældne planter op og tager med hjem, men dengang var den ikke så sjælden. Den gror stadig vildt i samme nabolag, men jeg siger ikke hvor det er!

Hermelin

hermelinEt par dage før sneen faldt, så jeg en hermelin i haven. Det stakkels dyr var alt for synligt med sin hvide pels på de brune blade, og et par skader fulgte den tæt. Hermelinen kom op nede fra Mindet, og løb i sjove bugtende spring ud i tykningen  5-6 meter væk – skarpt forfulgt af skaderne.

Jeg har aldrig set en hermelin før, men husker fra skolen den utrolige oplysning, at den skiftede fra hvid vinterpels og til brun sommerpels. Men ikke nok med det, den skiftede også navn til lækat. Jeg kender den i udstoppet form, og kender også størrelsen fra en lille bælg, jeg nu har fundet frem fra mine gemmer. Jeg mener at jeg har bælgen fra en af mine bedstemødre, men desværre er det meste af halen væk, og dermed også den karakteristiske sorte halespids.

Det lille rovdyr er slankt og ca. 20-25 cm langt i kroppen – hannerne er størst. Halen er op mod 10 cm lang. Den slags oplysninger kan være svære at tolke, for når jeg måler min lille bælg, så er den 25 cm fra halerod til om med halsskindet. Det ser ud til at den er pelset lige bag ørerne. Altså et ret langt dyr, især fordi den er så tynd, nemlig kun 8 cm i diameter.

helgenerHermelinskåbe – alene ordet klinger af eventyr. Det er ikke uden grund, for hermelin var for kongelige. Det bestemte i alt fald den engelske konge Edward d. III, der regerede fra 1327-77. De hvide hermelinskind kom kun fra Skandinavien og Rusland, og de var dermed meget sjældne og kostbare. Den engelske adel havde måske nok midlerne men ikke tilladelsen.

I Danmark kender vi hermelinskåben fra Rigsvåbnet, og ikke mindst fra diverse kongelige portrætter, især i 16- og 1700-tallet. Dronninger og prinsesser kunne også have hermelinsbesætning på deres kjoler. Hermelinskindene blev altid syet sammen så halerne hang frit. Når man sammenholder det med, at skindene er utroligt tynde, smalle og med meget tyndt hårlag, ja så blev et foer meget hurtigt slidt i stykker. Men det forhøjede jo kun værdien af en sådan klædning. Slidstærke klæder var for almuen.

Ute

Den ældste gengivelse af en kåbe med hermelinfoer, har jeg set i Tyskland. Det er den smukke Ute, der står på en søjle ved siden af sin brutale mand i kirken i Naumburg. Figurerne er fantastisk livagtige, i naturlig størrelse og bemalede – og så er de helt tilbage fra ca. 1250. Man ser skindene med sort plet nede midtfor i fruens kåbe.

 

Hermelinkåben er stadig et kongeligt symbol. Det kunne man se i 2013 ved kroningen i Holland. Jeg synes nu halerne ser for store ud – nærmest som indfarvede minkhaler?kroning 2013 nr 2

 

I regn står urt og busk i skjul

WP_20140111_007 okMen tænk, at vi d. 10. januar, har en flot blomstrende kejserbusk, der dufter af nelliker. Mange år bliver første flor ødelagt af tidlig frost, og busken har så forsøgt sig igen senere. Men i år har blomsterne været meget fine, og busken har faktisk blomstret en måneds tid.

På min lille tur rundt i haven i formiddags så jeg også, at de fine nakker af erantiserne var brudt igennem det snaskede lag af brune våde blade. Meget forsigtigt stikker de nakken op først, for lige at mærke om vejret er gunstigt. Det varer nok længe, før de løfter ansigtet mod solen, især fordi der nu er varslet frost.

WP_20140111_002 ok

Juleroserne opfører sig på samme måde, først nakken, så hele blomsten, og nu gror der også en stilk frem nedenunder. Men de står dog stadig som lukkede knopper, både de hvide og de mørkerøde. Rigtigt glæde har vi først af dem til marts, hvis frosten altså ikke bliver for hård.

Det er så forårsbebuderne, men en enkelt slags sommerblomst holder stadig ud fra sidste år. De brunrøde stedmoderblomster jeg købte i april, og som blomstrede hele sommeren – tænk, de står stadig med fine blomster. De er svære at se på grund af farven, men de er der.

Hvad med vintergækkerne? Ja, her hos os kommer de først i februar. Der var ikke et eneste lille spyd at se i dag. I øvrigt hed de “sommergækker” på H.C.Andersens tid: De gækkede om, at sommeren var nær – og det var den jo ikke. Men idag er dagen tiltaget med 25 minutter, og solen stod hele 12 grader over horisonten ved middagstid. Hurra.

WP_20140111_001 ok

Høsttid og tomatmarmelade

2013 10 26_0043 -ok

Når efteråret trækker sit kolde spindelvæv over haven, er det også lidt en befrielse. Haven forventer noget af mig fra tidligt forår, men i september og oktober giver den tilbage. Dét kan også være et pres: “Se her, blomster, bær, frugt – gør noget – tag imod!”

Når man, som jeg, har et veludviklet forrådsgemyt, og et madmåikkegåtilspildegemyt, så giver det bare dårlig samvittighed at lade gaverne falde til jorden. Men jeg kan ikke indsamle, overkomme, snitte, opbevare, sylte og nedfryse det alt sammen. I år bar vores gamle pæretræ overdådigt, men de væltede ned fra 8 meters højde på én gang. Så der blev ingen kandiserede og spiritussyltede pærer i år. Vinteræblerne faldt med stormen.

Det samme gjorde kvæderne, men de falder på græs. Der skal nok blive til kvædebrød af nogle opsamlede – hvis de holder så længe. Tomaterne blev reddet ind, og de røde kogt til en god tomatsovs med løg og grønne krydderier, og derpå frosset ned i portioner.

De grønne tomater har jeg for første gang syltet. Dels hele med krydret sød eddikelage, og dels som marmelade. Det lyder mystisk, men jeg tog udgangspunkt i nogle opskrifter i et par bøger fra 1930’erne. Marmeladen er meget vellykket, og ikke så speciel i smagen, som man skulle tro. Faktisk er det en billig måde at “opformere” ingefær, og så er det ikke helt så stærkt som den engelske ingefærmarmelade. Jeg tilføjede nogle kvæder, og det gav en dejlig blandingsmag.

WP_20131112_007

1350 g grønne tomater, 3 pærekvæder, 7 kugler syltet ingefær i lage, ½ dl ingefærlage, 2 tsk. stødt ingefær, lidt citronsaft og 600 g lyst rørsukker.

Bemærk den snedige tragt til at få marmeladen i glassene og ikke udenpå: en afklippet eddikeflaske.

Paddehatte

WP_20131001_007Ok

WP_20131001_002OkEn person her i husstanden bryder sig ikke om at spise svampe, og kalder dem let nedladende for paddehatte.

WP_20131001_003OkTrods min mangeårige interesse for naturen, og viden om planters brug, er svampene ikke rigtigt blevet mål for indsamling.

Jeg har dog været heldig med vårmusseroner fra haven og kæmpestøvbolde i Sverige, men dem tager man heller ikke fejl af. Det er nemlig lykkedes mig engang at få Satans rørhat med i en samling rørhatte og kantareller, uf.

WP_20131001_018Ok

 

 

I Jylland fandt jeg engang parasolhat i plantagen, og havde hvert år markchampignoner i haven. Judasøre har jeg fundet og spist, men alle de fine svampe der var i haven her i september-oktober, fik lov at stå. Jeg tør ikke forsøge mig.

 

WP_20131001_006OkWP_20131001_025Ok

WP_20131001_021Ok

WP_20131001_026Ok

 

 

Ravn over Vigersdal

Fredag så vi en ravn for første gang her over ådalen.

Vi springer altid op, når en stor fugl svæver over himmelen, fordi vi har havørne i Humleore Skov. Man opdager gerne rovfuglene, fordi der er så mange råger i området. Rågerne forfølger, og af deres størrelse kan man så vurdere rovfuglen. Første gang jeg så en havørn herover, undrede jeg mig over, at en flok stære forfulgte en musvåge? Men det var altså en flok råger omkring en havørn!

Ravnen så vi fredag morgen, da den på samme måde blev forfulgt af et par råger ind over engen. Først på eftermiddagen så vi den igen oppe på bakken, og senere sejlede den lige over hovedet på os, da vi sad i vinterhaven. WOW. Det er godt nok en meget stor sort fugl. Ikke underligt at den med sin kragefugleklogskab er myteomspundet. Jeg vil nu ikke tage varsler af den, men glæde mig over, at også sådan en fugl er “vendt tilbage”.

I mangel af ravnebillede, får I her noget andet ravnesort og blankt – og farligt: Galdnebær. (Atropa belladonna – øjenlægerne bruger dråber af den til at udvide pupillerne).WP_20131001_015Ok