9. april 1940

oprop

Oprop fra min morfars skrapbog

Igår var det 9. april, og som altid beskæftigede medierne sig med skæbnedagen.                                Jeg tænkte, at min mors erindring om dagen og tiden der fulgte, kunne bidrage med lidt mangel på drama. Det var jo også hverdag og ungdomstid, og for Ruth (f.1923) afslutningen på hendes skolegang og begyndelsen på voksenlivet.

 

“Jeg husker tydeligt den 9. april 1940. Vi var lige stået op, da vi hørte flyvemaskinerne komme ind over husene. Vi kunne jo ikke forstå hvad det var, men så kom Mackeprang ind og råbte at det var tyskerne.

Jeg cyklede af sted til skole, det var meget mærkeligt. Folk stod i små klynger og snakkede og var meget alvorlige.
I skolen så vi ikke meget til lærerne, og da vi gik i realklassen, havde vi lov til at gå udenfor skolen. Så vi styrtede alle sammen ned på Roskildevej, hvor vi stod og så tyskerne komme kørende i lange grå kolonner af biler og motorcykler. Der var bestemt ingen der bød dem velkommen, og vi forstod ikke hvad det var der skete.
Der blev ingen undervisning, så vi blev sendt hjem. Da jeg kom hjem var Mor og Far i gang med at sætte sorte mørklægningsgardiner op. Det havde man fået besked på i radioen. Men det var ikke nemt at få fat i sort papir, da alle jo skulle have det. Da vi havde mange vinduer blev der brugt avispapir på nogle af dem, indtil man kunne købe de rigtige sorte rullegardiner.

realeksamensfest hos Birte Nielsen 1940

Realeksamensfest for pigeklassen fra Søndermarkskolen, 1940

Alting var meget underligt. Alt lys på gaderne blev slukket, og hvis det ikke var måneskin var det virkeligt mørkt, man måtte famle sig frem langs husene og kantstenene kunne man heller ikke se. De blev snart malet hvide ved hjørnerne og cyklerne skulle have bagskærmen malet hvid på det nederste stykke.
Sporvognene fik skærme på pærerne inde i vognen, og alle lygter på biler og cykler blev afskærmet, så der kun var en lillesprække med lys. Dette blålige skær der var over det hele virkede trist, men det var også lidt sjovt. Når man gik i mørket og hørte nogen komme gående, så råbte man for ikke at støde ind i hinanden.

z Putte og Ruth i lange bukser

Ruth i lange strandbukser og Putte i shorts, sommeren 1940

Københavnerviddet blomstrede efterhånden og det morsomste var at køre med den sidste sporvogn hjem kl. 12. De kørte på en gang fra Rådhuspladsen på slaget 12, så det var med at være der, ellers måtte man gå hjem, eller tage en taxa. Da benzinen efterhånden forsvandt kørte de med generator, som blev fyret med brænde. Der var også biler med heste for og cykeltaxaer i mange variationer. Ellers cyklede man så længe man havde dæk og slanger. Når dækkene blev slidt, satte man lapper på af gamle dæk,det var noget ujævnt. Man skulle passe godt på sin cykel, ellers kunne man risikere at den var skrællet for dæk og slanger, eller hjul og andet var helt væk.”

Uddrag af Ruth Tonn-Petersen erindringsbog: “Stegt lever, bøf, kotelet”. 2007

 

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s