Svævende sten

Min bedstemor kaldte dem køer (hwollikø’ør), stenene med hul, som hun og hendes søskende tøjrede og flyttede rundt med i deres leg.

Jeg kan heller ikke lade dem ligge, og slæber dem gerne med hjem fra blandt andet Smygehuk i Skåne.

Et af de gamle Bramleyæbletræer har på hemmelig vis været vært for disse sten i omkring 10 år. Der falder et par stykker hvert år, men de tilbage-værende forandrer sig, og svæver i deres eget univers.

Den største er blevet en helt egen biotop med forskellige slags lav – næsten en asteroide.