Nu blir’ aftnerne kølige og sene

N̴r det bliver september noterer jeg dagligt, om der stadig er svaler. Jeg fastholder ogs̴ at vi sidder i lysthuset de aftner vejret tillader det. N̴r det er slut med svaler og lysthusaftner Рs̴ er efter̴ret for alvor over os.

Denne sang dukker altid op i mit hoved, som en sørgmodig påmindelse:

Vejen hjem var meget lang, og ingen har jeg mødt,        nu blir’ aftnerne kølige og sene.                               Kom trøst mig nu min ven, inden alt er mørkt og dødt, jeg er pludselig ganske alene.                                Jeg mærked ikke førhen, at mørket var sÃ¥ sort, gik og tænkte pÃ¥ det som sku’ gøres.                                 Nu hviler mørket hos mig, som noget tungt og stort, det er næsten sÃ¥ mørket kan høres.                            Skynd dig min elskede, skynd dig at elske, dagene kortes minut for minut. Tænd vore lys inden mørket er hos os, snart er den lysende sommer slut.

(Tove Jansson, Birgitte Grimstads oversættelse – frit efter min hukommelse)