Firenze – Du stad blandt alle stæder

WP_20141023_16_56_48-OK_Pro

Palazzo Vecchio fra 1300-tallet, hvorfra bystaten blev styret.

Så fik jeg genset Firenze: “Staden over alle stæder”, som Gianni Schicci synger i operaen af samme navn. Da jeg skulle vælge en by at holde min 60 års fødselsdag i, måtte det blive Firenze. Renæssancens by med så mange kulturskatte at man går helt i chok: Gader, huse, palazzi, piazzi, tårne, skulpturer, fresker og malerier.

Jeg fandt et hotel Porta Rossa der, som en del andre hoteller, er indrettet i et 1400-tals palads. Derfra var der 5 minutter til Arno, Uffizzi, rådhuspladsen, domkirken, Ponte Vecchio – og jeg mener 5 minutters gang for Anette. Placeringen kunne ikke være bedre, og så rejste vi endda med vores gode venner Inger og Villads.

WP_20141023_10_23_02-OK_Pro

Værelse med udsigt

 

Vores nysgerrighed, interesser og viden er vidtstrakt, så knap 5 dage er kun som at se et glimt. Men der skal jo indtages dejlig italiens mad hver dag, og det bragte os på hyggelige strejftog i de mange smalle gader. Firenze virker fredelig og tryg.

WP_20141023_11_20_14-OK_Pro

Ponte Vecchio med udsigt til Uffizzi, Inger, Anette og Villads

De mange små boder på broen Ponte Vecchio handler med guldsmykker og ure. Guldhandlerne har haft eneret på broen i 500 år, og jeg så ikke noget jeg ville eje. Faktisk mindede det meget om Hong Kong’s smykkegade, hvilket jeg tænkte før jeg så, at der stod asiater i alle boder.

 

WP_20141025_14_11_15-OK_Pro

Anette og Metalsvinet

Jeg var i 1985 på en fantastisk folkeuniversitetsrejse til Firenze, hvor vi havde egen renæssancehistoriker og kunsthistoriker med.  Vi så ufatteligt meget, dèt gjorde jeg så ikke denne gang, men jeg kunne huske meget, da jeg først var der. Vi tilbragte en formiddag i Uffizzi, hvilket er latterligt lidt tid, men Boticelli og Madonna med den lange hals, fik jeg da genset. Vi var også inde andre steder, og så er der jo skulpturerne på gader og pladser. Jeg fandt Metalsvinet ved den gamle markedsloggia, og fik hilst på ham igen. H.C. Andersen har skrevet sit dejlige eventyr, hvor den lille fattige dreng rider på metalsvinet gennem Uffizzi og ser de store kunstværker. (læs den her)

WP_20141023_18_52_03-OK_Pro

Duomo, domkirken i Firenze med den fantastiske kuppel og udvendige dekoration. Anette, Inger og Villads.

 

WP_20141023_13_26_27-OK_Pro

Udsnit af fresko i Brancacci-kapellet

Min kærlighed til Firenze er af ældre dato. Den unge mand, der kigger ud på beskueren fra freskerne i Brancacci-kapellet, har jeg haft en flirt med siden jeg var 14 år gammel. Jeg havde en dejlig bog om italiensk renæssance, som jeg har mistet, heri var han og andre dejlige og selvbevidste ungersvende. I bogen blev jeg også inspireret til Boticelli-agtige håropsætninger med bånd, og perler, og gik gerne i Det Kongelige Teater som en anden Lauretta fra Firenze. Flere balletter og operaer foregik i renæssancen, så det var ikke svært at føle sig “hensat” til den periode. Slet ikke når jeg suplerede med at læse Decameron. Skal jeg læse noget nu, bliver det nok Dantes guddommelige komedie.

WP_20141024_19_35_35-OK_Pro

Ponte Vecchio er belyst om natten

 

 

 

 

Nordenfjords

WP_20140916_18_18_25_Pro

Tversted ligger ved Tannisbugt på “issen” af Vendsyssel. Her går kysten øst-vest, og mange små og store åer og bække løber nærmest ud i sandet. Her er grå klitter med havtorn og vilde roser, spredte sommerhuse der putter sig mellem klitterne – og et af dem havde vi igen i år lånt af en god veninde. Fem dejlige dage med sol og østenvind midt i september.

WP_20140916_17_02_42_Pro

Fisk! proklamerede jeg en aften, og næste formiddag kørte vi til Hirtshals og købte en stor pighvar. Uden hoved og finner fyldte den alligevel den største stegepande helt ud. Det var et herligt dyr, serveret med kartofler, smør og hakket persille. Det var iøvrigt et dejligt gensyn med Hirtshals, som vi sidst så i “Klumpfisken”.

pighvar

Stella viste sig fra sin bedste side, hun holdt sig tæt på huset – faktisk meget tæt. Som andre sommerhuse var dette også skjul for nogle mus. Stella sørgede for at trampe og bide alt græs væk fra soklen, og havde dertil en trampesti omkring huset i en afstand af 1,5 meter. Længere gik hun ikke væk mellem klitterne, uden at vi var med. Hun blev belønnet den sidste morgen og fremviste stolt en stor fed mus, hun lige havde gnasket lidt på maven. Hun havde iøvrigt gravet efter en del mosegrise langs og i bækkene, uden held.

WP_20140916_18_44_49_Pro

Fixerbillede: Find Stella

De lange ture var feriens højdepunkter, forskellige steder med forskellige landskaber. Her fik Stella afløb for mange interesser, omend hun var i snor. Skagerak eller åløb holder hende ikke tilbage. Jeg fik klippet en posefuld havtornbær, der nu venter i fryseren.

WP_20140917_11_18_58_Pro

Sundkøbing om søndagen

Kirken er kun lige påbegyndt, så søndagsmesse var der ikke noget af. Men i resten af Sundkøbing ved Guldborgsund havde vi en oplevelsesrig og interessant dag: Folkeliv, våbendemonstration, blideskydning, turneringsøvelser, og en masse spændende helheder og detaljer fra perioden omkring år 1400.

to huseVi er imponeret over den udvikling, som Middelaldercentret har gennemgået. Der er ganske langsomt kommet nye huse til, og alt virker utroligt ægte og korrekt udført. Nu kan man også se huse af den “nye” bindingsværkteknik, ved siden af de mere ydmyge og gammeldags bulhuse. Jeg tvivler ikke om, at det alt sammen er velunderbygget historisk. Men på en blæsende dag, var det nu påfaldende så lidt læ eller snarere ly husene gav. Det skyldtes selvfølgelig at flere af husene blot har skodder og ingen form for vinduer, så for at gæsterne kan se noget, er alle døre, lemme og skodder åbne. De finere huse har lærred udspændt på rammer mættet med talg eller tran i vinduesåbningerne, og vi så også tyndtslebne hvide skind (pergament) og blæreskind. Bulhusene har 10-20 år på bagen, og træet er krympet og har slået sig. Der er derfor mange steder store revner, og vinden peb ind. Jeg vil mene, at middelalderens folk nok kunne stoppe sådanne revner. Går man på frilandsmuseer i Sverige kan man se allehånde materialer brugt fx bark, mos, ler og halm. Jeg har altid været en arg bekæmper af  “primitivitetshistorie”, og denne detalje stak lidt.

KlæderullerDet er en fornøjelse at se indbyggerne i Sundkøbing. Her er lagt en helt stringent linje med påklædningen i uld og hør. Man kan se forskel på en købmands-madamme og en tjenestepige alene på farverne, men også på snit og kvalitet i tøjet.

Her er ikke plads til piercinger og tatoveringer, briller og andre unoder, når folk er “i arbejde”. Jeg spurgte ikke nogen om trusser, tandproteser osv. – dét der ikke ses, har ingen ondt af. Der var mange spørgsmål jeg godt ville have stillet angående dragterne, men jeg kan jo selv gå til kilderne. De væve der stod et par steder, var jeg ikke helt enig i, men jeg husker måske forkert. Klædet dragterne er syet af er smukke, ligegyldigt hvilken væv de kommer fra.

For os var det en spændende opfølgning på middelaldermarkedet i Ringsted. Hér var mange århundreder blandet sammen både dragtmæssigt og håndværksmæssigt, men det var jo også “fritidsmiddelalderfolk” fra alle hjørner af landet – og udlandet, så arrangørerne må vælge mellem mangfoldighed eller mangel.

De frivillige er også dem der bærer Middelaldercentret, men her er ingen historiske kompromisser. Hver ting til sin tid. Nyd et marked et eller andet sted, og tag derefter til Sundkøbing og se den fagligt korrekte “vare”.

Havnegade

En aften i året 1219

Valdemar Sejr kalder til korstog mod hedningene i øst, og snart falder Dannebrog ned fra himlen i slaget ved Lyndanisse. Det var rammefortællingen omkring middelalderfestivalen i Ringsted, der forløb over afvigte weekend. Rammerne iøvrigt er noget nær det perfekte: Sankt Bendts Kirke, hvor Valdemarerne ligger begravet, Klosterlunden, parken syd for kirken, hvor Benediktinerklostret lå, og hvortil kirken oprindeligt hørte. Begge beliggende i Sjællands gamle centrum Ringsted.Flagkastere

Vi fik en herlig og festlig oplevelse fredag aften, mens solen sank og sendte sine røde stråler over parken og til sidst på kirkens spir. Der var en italiensk trup Fornovo Taro, der ekvilibristisk kastede faner, under musikalsk ledsagelse af trommer og horn. Der var ridderturnering og kamp, med flotte heste i scabarak og riddere i  rustning. Der var velsmagende middelaldermad til salg i flere boder, øl, mjød og Luthendrank. Lerkrusene kom med hjem, formedelst 50 kr. Der var et hav af boder med alskens husflid til salg, og vel at mærke i hvide lærredstelte. Vi overværede en koncert i kirken, og et historisk optrin hvor Valdemar Sejr med fru Bengerd overværede en forbøn forud for korstoget. Det myldrede med ældre nonner, og unge flanører med hængerøv, myndige koner og barske herrer, og alle i ret flotte dragter i uld og hør. Dragternes alder var ikke alle præcis 1219, men da der var utallige gæstegrupper på besøg, afspejlede det sig også på dén måde. De, der har et fritidsliv som “middelaldermenneske”, har fokuseret på en bestemt periode af den 500-år lange periode. Helheden fungerede, der var rigtigt mange aktive, og rigtigt mange gæster!

Der er sket meget med kvaliteten på den slags levendegørelse af historiske perioder i de ca. 30 år, de har floreret. Jeg husker med gru de selvbestaltede “Vikinger” der tilbød sig til museerne tilbage i 1980’erne. Man måtte sluge nogle kameler sammen med gummiskoene, halmballerne, og de frimodigt udtænkte dragter og tilbehør. Men så kunne man også divertere sine museumsgæster med løsslupne kvinder, snotunger og mænd der gik virkelig bersærk og væltede telte.

Indrømmet, jeg har holdt mig væk fra byernes vikinge- og middelaldermarkeder, for ikke selv at gå bersærk over uhellige blandinger af lokale handelsstandsforeninger, fribyttere i forklædning, og museer der kæmpede en umulig kamp for blot en smule “sandhed” og formidling af den “ægte”historie.

Men jeg har jævnligt besøgt Lejre forsøgscenter (nu kaldet Sagnlandet) og Middelaldercentret ved Guldborgsund, og de har vel været medansvarlige for den stigende interesse for at gøre tingene ordentligt. Dragterne har altid været min kæphest, sammen med maden og husgerådet. Selvfølgelig var der også her i Ringsted mange skjulte maskinsømme i ulddragterne, men ikke noget en håndsyet stikning på retsiden ikke kunne rette op på. Brillerne vænner man sig til, de fleste folk viser jo også et perfekt hvidt smil med masser af tænder! Da jeg for 40 år begyndte på folkedans, var der folk vi kaldte “dragtpolitiet”. De håndhævede dragternes korrekte fremstillingsteknik, sammenstilling og fx retten til at bære briller eller ej. Jeg provokerede og kom med neglelak og makeup der matchede min dragt. Men jeg blev iøvrigt også også passet op, fordi jeg bar en Læsødragt: “Den må du ikke bære, jeg kender dig ikke – du er ikke fra Læsø”. Så for mig er det en gammel diskussion: Leg eller alvor, kopi eller konstruktion. Middelalderfestivalen i Ringsted fremhævede i sin præsentation i pressen at man legede, og på mandag går alle på arbejde igen. Fint motto.

Men selvom det var leg, så var det i sandhed også et logistisk projekt af dimensioner. Det er Historiens Hus Ringsted (arkiv og museum) der er hovedansvarlige for festivalen, og jeg er ret sikker på at min navnesøster dér har holdt tømmerne. Hun kunne såmænd have vundet slaget ved Lyndanisse uden flagtricket. Sankt Bendts

Et stjerneskud

Anette og Stella

Første “date” 10. juni 2014

Man må ønske, når man ser et stjerneskud.

Stjerneskud ser man mest i “hundedagene”.

Hunden hedder Stella.

Skæbnen bragte stjernehunden til mig.

Gid også andre ønsker må blive opfyldt.

 

Idag fik vi så hund igen efter 3½ år. Stella skulle finde en passende pensionistbolig med passende have, og det har hun nu fået hos os. Den lille Jack Russelterrier er 9 år og 3 måneder idag, men fremover vil vi holde denne dag som hendes “romerske” fødselsdag; Ligesom Bertel Thorvaldsen fejrede sin genfødsel på den dag, han ankom til Rom første gang.

WP_20140629_18_52_29_Pro

Vandhund

Måske en moden dame, men lige nu er hun igang med at udgrave et antal musegange under vores figenbusk. Jeg har besigtiget hendes entreprenørarbejde. Hvid hund. Der står en vandskål klar med klud og håndklæde. Da Flemming vandede i eftermiddags, sprang hun omkring og bed i strålen. Hun bevæger sig ellers adstadigt, hun passer lige til mig. Jeg håber at hun kan få mig lidt mere op i omdrejninger – og dét lader det til. Jeg trænger til muskler og Stella trænger til at tabe sig.

WP_20140629_18_53_45_Pro

Haps, haps

Der har været talt om hund her i huset og familien siden gamle Rynke døde, næsten 16 år gammel. Men vi var også kommet frem til, at skulle det engang være – så skulle det ikke være en hvalp. Vi ved også godt, at de mange dyr vi har glædet os over i haven, nok vil holde sig mere på afstand nu. Men hvad, man kan jo ikke få alt. Vi har haft mange glæder med dem, men nu har vi hund. Det lader også til at Stella vil trække meget på mine evner til at sige PYT. Og det er jeg blevet absolut bedre til de seneste år.

i Rynkes kurv

Stella i Rynkes gamle kurv

 

 

 

 

 

 

Lindegårdshaven

lågen ved Lindegårdshaven Ida og Thiele

Just Mathias Thiele og hans datter Ida ved en låge i Lindegårdshaven. Akvarel ca. 1835

Historiske haveanlæg er i stor stil blevet istandsat og gjort tilgængeligt de senere år. Nogle er ført tilbage eller fornyet, som fx Sanderumgård. Jeg kender en have, der på mange måder minder om Sanderumgård, men som stadig sover tornerosesøvn. Man skal kende dens historie for at vække den, men så er haven også en udflugt værd.

Jeg beskrev Lindegårdshaven i en artikel i Havebrugshistorisk Selskabs årbog: “Fra kvangård til humlekule” årgang 2006. Artiklen er lagt som pdf her på min blog. Tryk på: Lindegaardshaven, for at komme direkte til siden.

Den udstilling jeg udarbejdede om Holtenslægten i 2005, kan man se i uddrag ved at klikke hèr

 

 

 

Pindsvin og orm i paradiset

Paradiset eller klausuren er et par af betegnelserne for vores have. Den er også zoologisk, selv om vi sikkert kun kender en brøkdel af indbyggerne. Pindsvin har vi fx ikke set i årevis, men har nok haft vores anelser om deres tilstedeværelse udfra efterladenskaber, der var for små til besøgende katte.

pindsvin

Forleden var gemalen på sin aftenlige ormejagt, udstyret med et par gaver fra min afskedsreception: Et fliserensejern og en “Little Sun” (solcellelygte udviklet til lektielæsning for afrikanske børn). Orm er vores ned-sættende navn for de brune iberiske snegle.     Han blev meget glad for at møde et par jagtvenner, nemlig et pindsvinepar på aftentur. Da han havde hentet kameraet var den ene forsvundet, men den anden lod sig venligt tage af. Efter sigende er pindsvin effektive sneglejægere. Men de skelner næppe mellem de “onde orm” og så de sorte skovsnegle, leopardsneglene, hussneglene og vinbjergsneglene.

Som min gamle mor sagde idag, da hun så pindsvinefotoet: “Egentlig sjovt, at man synes de er så søde med alle de pigge”.  Det skyldes selvfølgelig deres små snuder og poter, og så alle de gengivelser, man har set i sin barndoms bøger.

Som 11-12-årig fandt jeg engang et pindsvin, hvis ene øje var skadet. Jeg holdt den i en papkasse i omkring en uge, og gravede efter regnorm til den. Jeg lånte nogle arbejdshandsker af far, og lærte at løfte den uden at blive stukket. En morgen havde den væltet kassen og var gået sin vej – den var vel blevet rask, trøstede jeg mig med.

 

Guldregn, blåregn og almindelig regn

WP_20140517_20_45_04_Pro

Blå skovranke og den imponerende blåregn ved terrassen

På denne årstid er det svært, ikke at skrive om vores fantastiske have. Idag har vi vist den frem til et ungt iransk ægtepar, som blev ganske overvældet. Noget af det, der vakte begejstring var henholdsvis vores meget rigt blomstrende og duftende  blåregn, og guldregnen. Sidstnævnte er ikke af den duftende art, men selvsået med en fugls mellemkomst. Apropos fugl – så er nattergalen også kommet.

guldregn

Grønkål i blomst og guldregn ved ruinterrassen

Her er så frodigt og duftende i hele haven, hvilket ikke mindst skyldes den megen regn vi har fået. Hverken gul eller blå, bare ren og klar.

Alt er så langt fremme, og skyer af akelejer i alle farver er dalet ned i de skyggede bede. De har blandet sig lystigt gennem de seneste år, fyldte og enkelte, ensfarvede og tofarvede. Nu har vi hvide, porcelænsblå, lyserød, gammelrosa, mørk blå, mørk lilla, rødlilla, brunlilla – og en masse derimellem.

Vi mangler stadig at plante nogle ting ud, og at få sået de sidste frø. Så burde vi måske holde “Åben have” ?

Grønne asparges og tarteletter

WP_20140510_19_53_08_Pro

Tarteletvugge

Der er grønne asparges i haven! Alle har lov til at være misundelige!         Man bukker sig ned, lader et par fingre køre nedefra og op, mens man prøver at knække den. Det er en dejlig sprød lyd, det giver – og mundvandet løber. Skær ikke grønne asparges af med en kniv, så får man let det træede med.

Efter nogen tid, hvor dagens høst nøje deles og gnaskes, får man lyst til afveksling. Forleden blev det til en særlig udgave af tarteletter.

 

OPSKRIFT

To plader frossen butterdej, der optøes og rulles lidt større

Pillet rygkød fra en kogt fransk økologisk kylling lægges på midten af dejpladerne

Grønne asparges placeret ovenpå

Et par skefulde økologisk Creme Fraishe 38 % midt på

Dejen foldes ind på langs og der lægges dobbelt ombuk for enderne.

Pensles med sammenpisket æg

Bages i varm ovn på 200 grader i 20-25 minutter.

 

Det tager tid med asparges. Man anlægger et bed med små planter i april – og så skal man bare vente i tre år! Men så kommer belønningen også dagligt fra slutningen af april til Sankt Hans. Dér stopper man og lader planten vokse op. Den er faktisk rigtig køn, især hvis man er uheldig at have fået hunplanter. De bærer smukke røde bær, men giver ikke så meget i foråret.

aspargesbille

Aspargesbille med kors på ryggen

Vi elsker vores krible-krablehave: “Mange hundrede arter kalder det deres hjem.”                   Men der er altså undtagelser, nemlig den smukke mønstrede aspargesbille, der ligesom liljebillen knuses, når den findes.

download

Den lakrøde liljebille

Valborgs dag – majløv og svaler

WP_20140501_011Foråret har været forunderligt tidligt og varmt, men med maj kom kulden så tilbage. Idag havde vi 10 grader – for tre dage siden 20 grader. Det går an, nu kan vi så regne med at nyde æbleblomsterne længere, de sprang ud i går. Pærerne kom for knap en uge siden, det samme gjorde gedeblad med sin stærke duft af nelliker, og majtræ og paradisæbletræ dufter også forunderligt mildt og sødt af forår. Når det er varmt går det for hurtigt: Blommer, slåen og kirsebær fik kun én uge på grund af varmen.

WP_20140501_002

Men bøgeskoven er sprunget ud, og for en sjælden gangs skyld kan man maje med bøgeløv: Hatten, majstangen, hjemmet, skolen eller kirken som man gjorde tidligere. Muligheden for, at hente majløv i skoven til Valborgs dag, er kun realistisk med års mellemrum. Men traditioner er sejlivede, og før kalenderreformen år 1700 var skoven sprunget ud til Valborgs dag. Vi fik skudt året 10 dage, og som bekendt er skoven altid sprunget ud d. 10. maj. Fester for vårens komme knyttede sig i det gamle landbosamfund til Pinse eller Valborg dag. Men majstang bruges idag kun på museumsgårde, ligesom bålafbrænding Valborg aften d. 30. april. Men det er nok fordi heksene er blevet både uniformerede og ensrettede, så de kun flyver til Sankt Hans. Se mere her.

WP_20140501_010 - Kopi

Svaleurt – i mangel af svale

Ved floden Spree i Köpenick syd for Berlin, så jeg en enlig svale d. 6. april. Idag var den så nået frem til os her i Ortved. En svale gør ingen sommer – men på eftermiddagens køretur i den grønne skov så vi endnu en!

Min yndlingssang fra skoletiden er “Storken sider på bondens tag”. Den sang vi den sidste dag før sommerferien på Rahbeksskolen. Selvom vi har mange fugle i og over vores have, forventer jeg ikke at se storke. Så hvad vi nu mangler, at få hjem fra de varme lande, er kun nattergalen og gøgen.

 

WP_20140501_022

Aftenudsigt mod søen, hvor gøg og nattergal holder til når de kommer

STORKEN SIDDER PÅ BONDENS TAG

Tekst: B. S. Ingemann, 1837

Melodi: C. E. F. Weyse, 1837

Storken sidder på bondens tag,
han ser over mark og enge.
Det bliver så dejlig en forårsdag,
nu kommer den favre tid, jeg vented’ så længe.

Storken klaprer på bondens tag,
og gøgen kukker i skoven.
Med majløv nu kommer skøn Valborgs dag,
nu stiger der pinseglans med sol over voven.

Storken flyver fra bondens tag,
han spanker i grønne enge.
Han kommer som gæst til skøn Valborgs dag,
han bringer den favre tid, jeg vented så længe.

Storken flyver til høsten bort,
han kommer igen ad åre.
Du sommerens gæst, dvæl ikke for kort!
Velkommen, du favre tid, jeg elsker så såre!

WP_20140501_020 WP_20140501_018